Flydende på et oprørsk valutahav

Mens Danmark med sin fastkurspolitik gør det nemmere for erhvervslivet at handle med
eurolandene, har Sverige med sin flydende valuta haft lettere ved at tilpasse sig økonomiske
kriser. Fast eller flydende? Teorien om optimale valutaområder klæder lande på til at vælge.
Som uroen i euroland viser, kan et forkert valg have dramatiske konsekvenser.
For små tre år siden kunne man se forlystelsessyge svenskere stå foran Tivoli i København og se
længselsfuldt ind mellem den gamle haves tremmer, mens de så ud til at tænkte: »Nej, det er for
dyrt, jeg må hellere nøjes med en tur i Folkets Park hjemme i Malmø.« Aviserne skrev om, hvordan
danskere kastede medlidende blikke efter broderfolket, som stod der med sin sølle valuta.
Samtidig stormede købelystne københavnere hinsidan for at købe billigt ind. Med en svensk
kronekurs på under 65 danske øre var der i høj grad lagt op til powershopping.
Men var det nu så skidt for Sverige? Nej, mener den svenske økonomiprofessor Lars Calmfors.
»Det hjalp Sverige til hurtigere at kunne tilpasse sig den dybe økonomiske krise, som var dengang,«
forklarer han.
Det skete, fordi den svenske valuta er flydende, og de finansielle markeder sænkede værdien på den
svenske krone. Dermed gav det en kæmpe håndsrækning til det svenske erhvervsliv, som med
skærpet konkurrenceevne fik sat mere damp under kedlerne i en hård tid.
Dette hænger sammen med teorien om optimale valutaområder, som den canadiske økonom Robert
Mundell fik nobelprisen for i 1999. Kerneordet i teorien er tilpasning og handler om, hvornår lande
ligner hinanden så meget, at de bliver ramt nogenlunde ens af økonomiske op-og nedgange.
Så behøver de nemlig ikke at kunne ændre deres egen rente for at tilpasse sig
konjunktursvingninger, og dermed kan de have fælles valuta og høste de fordele, der er forbundet
med det.

Flydende kontra fast kurs
Når Sverige i modsætning til Danmark kan tilpasse sig konjunktursvingninger ved en ændring af
kronekursen, skyldes det, at Sverige har valgt at lade sin valuta flyde og dermed har beholdt sit
renteinstrument, som Riksbanken skruer op og ned på i bestræbelserne på at nå en inflation på to
procent.
Det instrument har Danmark gennem mange år givet afkald på ved at føre en fast kurs i forhold til
euroen. Justerer Den Europæiske Centralbank, ECB, renten, følger vi efter. På den måde udgør
Sverige sit eget valutaområde, mens Danmark i praksis er i valutaområde med eurolandene.
Det har sine fordele, forklarer økonomiprofessor Niels Kærgård.
»Hvis man er et lille land, og valutamarkedet er stort, er det som den lille båd på det store hav; man
skal have nogle mål at styre efter. I Danmark har vi siden 1980′ erne fulgt en fast kurs, og når der
kommer bølger på det internationale valutahav, har markederne tillid til, at vi ligger op ad euroen,«
siger han.
Ifølge økonomiprofessor Torben M. Andersen er hovedfordelen ved den danske fastkurspolitik, at
den lægger valutakursen fast ift. et område, der står for over 60 procent af vores udenrigshandel.
»For firmaer, der handler med eurolandene, er der i praksis ingen usikkerhed omkring valutakursen,
så de behøver ikke tænke på, hvad kursen er om seks måneder, hvis kontrakten er langsigtet.
Det minimerer omkostningerne ved handel,« fremhæver han.
Omvendt har Danmark ikke det tilpasningshåndtag, hvor man selvstændigt kan tilpasse renten efter
konjunkturerne.
»Hvis vi sammenligner med Sverige, kan man sige, at svenskerne har en flydende valutakurs med
større udsving og mere usikkerhed, men som vi så, da krisen satte ind, fik dele af svensk erhvervsliv
selvfølgelig hjælp af et kraftigt fald i valutakursen,« siger økonomiprofessoren.

Flydende kurs i Norge
Mens det kan give mening for lande som Danmark og Sverige at opveje fordele og ulemper ved at
have en selvstændig pengepolitik ift.
eurozonen, har Norge klart mest glæde af en flydende valutakurs, vurderer Torben M. Andersen.
»Udsvingene i olieprisen flytter så meget i norsk økonomi, at det ville være svært for landet at føre
en fastkurspolitik,« ræsonnerer han.
Lande som Irland og Spanien kunne også have haft store fordele af at have beholdt deres eget
renteinstrument. For mens Grækenland måske er noget af en plimsoller, der både inden og uden for
eurofællesskabet i længden ville have svært ved at holde sig flot, når der er høj søgang i
valutahavet, forholder det sig ifølge Lars Calmfors anderledes med eksempelvis Spanien.
»For Spanien har det været en stor ulempe at miste renteinstrumentet ved at være med i ØMU’en.
De fik et boom i deres økonomi, som havde krævet en meget stram finanspolitik, som ikke var
mulig af politiske grunde. Så de havde behøvet en strammere rentepolitik,« pointerer den svenske
økonomiprofessor.

Kulturelle og sproglige barrierer
Samtidig ville Spanien have haft stor glæde af renteinstrumentet til at svække landets valuta i dag,
så det kunne have opretholdt sin konkurrenceevne.
Ifølge teorien om optimale valutaområder kunne mere fleksible spanske lønninger eller en mere
mobil spansk arbejdskraft imidlertid også have reddet konkurrenceevnen – og dermed situationen –
for landet. Men den spanske lønstruktur er ganske stiv, og sprog-og kulturbarrierer spænder ben for
en udvandring, der batter noget.
»I Europa er der forskellige sprog og traditioner, og derfor vil der være væsentligt færre, der flytter
end f. eks. i USA, hvor man ikke tænker så meget over det,« siger økonomiprofessor Niels Kærgård
og giver et nærliggende eksempel på, hvornår det ikke behøver at føre til indre spændinger i et
valutaområde, selv om en region i området bliver særligt hårdt ramt af en krise.
»Fiskeriet og landbruget har haft nogle hårde år, og det er gået langt mere ud over Bornholm end
over hovedstadsområdet. Med egen mønt kunne bornholmerne have bevaret noget mere erhvervsliv
på øen, men i stedet kunne arbejdskraften jo flytte,« påpeger Niels Kærgård.

Forudsætningerne brast
Med flere mere eller mindre synkende både i det urolige eurofarvand kan man dårligt kalde
ØMU’en for en succes her en halv snes år efter indførelsen af den fælles mønt. Sandsynligvis har
valutaunionen tværtimod forværret situationen for især den sydeuropæiske flåde, der – i læ af den
bundsolide tyske damper – har været for længe om at få rejst et advarselsflag.
»Det er svært at hævde, at euro-området i økonomisk forstand er et optimalt valutaområde,« siger
Lars Calmfors og uddyber: »Det har vist sig, at konjunkturerne stadig går i utakt med hinanden, og
at hverken fleksible lønninger eller mobil arbejdskraft har kunnet kompensere for denne ubalance.
Man har heller ikke kunnet overføre penge mellem landene.« »Der er kommet store spændinger
inden for euro-området mht. konkurrenceevne,« samtykker Torben M. Andersen og konkluderer, at
forudsætningerne har vist sig ikke at holde.
Her hentyder økonomiprofessoren til en udbygning af teorien om optimale valutaområder.
Mens den klassiske tolkning af teorien tog udgangspunkt i, at kriterierne allerede skulle være
opfyldt før etableringen af valutaområdet, går en moderne tolkning af teorien ud på, at hvis man
først indfører en fælles mønt, så vil de forskellige dele af denne valutaunion blive tvunget til at sikre
en mere smidig lønstruktur, fordi man ikke længere kan bruge valutakursen til at tilpasse sin
konkurrenceevne med.
For at få eurolandene ind i mere smult vande skærper EU derfor med europluspagten kravene til de
enkelte eurolande.
»I den nye pagt giver man udtrykkeligt udtryk for, at man skal sikre en mere ensartet udvikling i
valutaområdet. Pagten er gennemsyret af den tankegang, at landene skal fokusere meget mere på
konkurrenceevne, netop for at der ikke skal komme så stor heterogenitet og store spændinger inden
for møntunionen,« fremhæver Torben M. Andersen.
newton@jp.dk

ROBERT MUNDELLS TEORI OM OPTIMALE VALUTAOMRÅDER
Hvis fordelene for to eller flere lande ved at have fælles valuta overstiger ulemperne, udgør landene
ifølge Mundells teori et optimalt valutaområde.
Fordelen er, at det bliver billigere, mere sikkert og gennemskueligt at handle med hinanden, hvilket
direkte er til gavn for landenes erhvervsliv.
Ulempen er, at de enkelte lande mister renteinstrumentet til at tilpasse økonomien med.
Derfor er landenes grad af enshed afgørende for, om fordelene dominerer: Jo mere de ligner
hinanden, dvs. jo mere deres konjunkturer går i takt, jo mindre vil de have brug for et selvstændigt
renteinstrument.
Hvis de enkelte landes konjunkturer ikke svinger i takt, kan følgende kendetegn bidrage til at
mindske en uensartet udvikling og spændinger i valutaområdet, så det alligevel bliver
velfungerende:

  • > Det har en høj grad af lønfleksibilitet.
  • Arbejdskraften er mobil.
  • Det kan føre en overordnet finanspolitik, herunder overføre resurser internt.

Om inflationsmålsætning
En stabil, ikke for høj inflation er et af de vigtigste mål for et lands pengepolitik. Normalt er det
centralbankens hovedopgave at sikre dette. I Danmark sker det indirekte, ved at vi fører
fastkurspolitik ift. euroområdet og dermed “importerer” inflationen derfra. I Euroområdet går
centralbanken direkte efter et inflationsmål på knap 2 pct., men selv om ECB i gennemsnit opfylder
målet, kan der godt være lande, der har væsentlig større eller mindre inflation.
Renten bliver hele tiden justeret op og ned for at forfølge dette inflationsmål, og det påvirker også
valutakursen. Centralbanken vil derimod aldrig direkte justere valutakursen, men lade dette være op
til markedet.
Inflationsmålsætning er altså en anden pengepolitik end den devalueringspolitik, som Danmark
førte i 1970′ erne, og som økonomer typisk advarer imod.
»Erfaringen viser, at det er svært at bruge dette instrument, og bare en overvejelse om muligheden
kan skabe usikkerhed, inflation og højere renter,« pointerer Torben M. Andersen.
New Zealand introducerede som det første land inflationsmålsætning i 1990, og siden er mange
lande, herunder de fleste i OECD, fulgt efter. Norge har f. eks. en inflationsmålsætning på 2,5 pct.,
mens Sveriges ligger på 2 pct.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *