Investeringens svære kunst – JP Newton

Der lyser ofte flercifrede millionbeløb på tavlen, når hammeren falder hos Sotheby’s og Christie’s, og auktionshusene kaldes da også kunstverdenens svar på investeringsbanken Goldman Sachs. Ifølge den økonomiske videnskab er kunstværker imidlertid ikke verdens bedste investeringsaktiv, medmindre man er kunstelsker og har glæde af et afkast i form af værkernes herlighedsværdi.

af ASTRID SCHOU

Rekordlav rente, usikre kurser og bristede boligbobler har fået investorer og andre med overskydende midler på kistebunden til at kigge i andre retninger end værdipapirer, når de skal have forrentet deres penge. Her byder eksempelvis guld, frimærker og dyr rødvin sig til som alternativ til aktier og obligationer – og så er der kunsten. Hos Lauritz. com har man oplevet en fremgang på ca. 30 procent i investeringer i kunst i perioden 2009-11, som ellers har været kendetegnet af finanskrise, og i 2011 solgte firmaet 40.000 varenumre alene inden for kunst. Selv om det danske internet-auktionshus ikke undersøger bevæggrundene for deres kunders kunstkøb, har direktøren Mette Rode Sundstrøm bemærket, at folk generelt er blevet mere bevidste om, hvad de bruger deres penge til. »Det er de store og “sikre” navne, der sælger bedst på auktion nu. Primært moderne, etablerede navne som Michael Kvium, Poul Anker Bech, Olafur Eliasson, Tal R, John Kørner og Cathrine Ærtebjerg,« eksemplificerer hun. Heller ikke handlerne på den store internationale kunstscene vidner om krise. For nylig blev Hammershøis to værker “Ida læser et brev” og “Interiør med to lys” solgt for over 15 mio. hhv. over 10 mio. kr., og selv om de fleste nok vil mene, at det er helt pæne summer, blegner de ikke desto mindre i sammenligning med, hvad udenlandske mesterværker har indbragt deres ejermænd. “Skriget” af Edvard Munch blev tidligere i år solgt for over 600 mio. kr., et abstrakt maleri fra Jackson Pollocks hånd stod i 2006 køberen i godt 900 mio., mens Cezannes “Kortspillerne” satte rekord i år med en salgspris på over 1,4 mia. kr.

En halv Hammershøi
De store beløb har åbnet den akademiske verdens øjne for kunst som alternativ til markedet for værdipapirer, og forskningsfeltet har i stigende grad optaget især udenlandske fagøkonomer gennem de seneste årtier med fokus på spørgsmålet: Kan investering i kunst betale sig? Ifølge den anerkendte schweiziske økonomiprofessor Bruno S. Frey er det korte svar nej, hvis man ser på investeringer over længere perioder og udelukkende betragter finansielle afkast. »Kunstinvesteringen giver i gennemsnit et dårligere årligt afkast end værdipapirer og er samtidig mere risikable,« opsummerer han i en ny artikel konklusionen på de vigtigste forskningsresultater på området. En af de vigtigste årsager til det relativt lave afkast er høje transaktionsomkostninger. I lighed med markedet for andre såkaldte “alternative investeringer” som antikviteter, mønter og frimærker er kunstmarkedet karakteriseret af store gebyrer. Finansprofessor ved CBS Michael Møller har forsket i kunst og økonomi og vurderer, at omkostningerne ved kunsthandel ligger over 30 procent, hvilket er langt over finansmarkedernes ca. 1 procent. Det gør kunstværker relativt lidt likvide, og det hjælper ikke på omsætteligheden, at det er svært at dele værkerne, hvis investorer får behov for at tilpasse deres portefølje for at opretholde en optimal risikospredning. »Hvis ens Novo-aktier stiger og udgør for stor en del af porteføljen, kan halvdelen sælges. Man kan jo ikke sælge halvdelen af en Hammershøj,« nævner Michael Møller som eksempel. Lotteriseddel Så er der risikoen, og her peger Bruno S. Frey på ikke mindre end fem typer risici, som investorer må tage med i betragtning, hvis de ønsker at sætte deres penge i kunst med profit for øje. Den smukke Monet kan være et falskneri, stater kan finde på at rubricere værker som nationalarv og konfiskere dem, malerier er som luksusvarer i særlig grad konjunkturfølsomme, ændring af smag og flokadfærd kan give særlig store udsving i priserne, og endelig er der risikoen for adfærdsanomalien The Ownership Bias, dvs. at ejeren kan få et særligt forhold til sit værk. Når det gælder risikospredning, står kunsten heller ikke rigtig distancen, viser forskningen. »Selv hvis man kun skal investere et så lavt beløb som 10.000 kr., kan man ved at sætte dem i investeringsbeviser opnå stor risikospredning. Men når det gælder kunst, skal man op i meget store formuer for at lave en tilsvarende spredning af risici,« siger Michael Møller og uddyber: »Moderne kunst er lidt som en lotteriseddel, så der skal man købe mange malerier. Det er anderledes med eksempelvis guldaldermalerier, men de er til gengæld meget dyre. Man får jo ikke en anstændig Krøyer for 10.000 kr.« Professor i økonomi ved Aarhus Universitet Tom Engsted, der har investeringer som forskningsspeciale, er enig, men udelukker dog ikke, at der kan være en pointe i at investere i kunst. »Hvis man i forvejen har aktier, obligationer, fast ejendom, guld og sølv, og man kan finde nogle kunstobjekter, som samvarierer negativt med de andre aktiver, man har, så kan det være en god ide at sætte penge i kunst,« påpeger han ud fra det samme argument om risikospredning, der gør investeringer udelukkende i kunst til et mindre anbefalelsesværdigt foretagende, især hvis man ikke er meget formuende.

Herlighedsværdi
Efter økonom og forskningschef i Cepos, Henrik Christoffersens, mening er kunst ganske enkelt så uegnet et objekt at investere sine penge i, at han stiller spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan betragte kunst som et egentligt investeringsaktiv. Han har selv en betydelig privatsamling af kunst, men det skyldes værkernes herlighedsværdi og ikke deres kvaliteter som investeringsobjekter. Der findes mennesker, som betragter kunst som investering, men Henrik Christoffersen kender knap kunstinvestorer i Danmark, som udelukkende lægger vægt på investeringsaspektet, når de køber kunst. De er også på en eller anden måde bidt af det at se på kunst. Det er helt i tråd med erfaringen hos Lauritz-. com. »Vi ved fra vores kundedialog, at vores købere er drevet af at købe kunst, de kan lide og føler sig draget af. Det store flertal vores kunder køber med hjertet frem for som investering. Vi anbefaler også selv folk, at man køber med hjertet, og altså køber den kunst, der taler til én og som man inspireres af og har lyst til at omgive sig med i hjemmet eller på arbejdspladsen,« siger direktør Mette Rode Sundstrøm. Hun fortsætter: »At købe kunst alene med investering for øje er en vanskelig øvelse. Det er svært at forudsige både konjunkturer og trends på lang sigt, og derfor også svært at forudsige hvilke kunstgenrer og stilarter og dermed også kunstnere, der vil øge i værdi over år.« Den daglige glæde af kunsten kan imidlertid betragtes som et løbende afkast på linje med udbytte fra aktier og renter fra obligationer, påpeger professor Tom Engsted. Han tilføjer: »Der findes bare ikke et konkret tal for det.« Dette er også en af økonomiprofessor Bruno S. Freys vigtigste pointer på baggrund af hans omfattende frontlinjeforskning på området. »Aktører på kunstmarkedet som samlere og museumsfolk får flere forskellige slags afkast fra deres investeringerne på kunstmarkedet, hvoraf det finansielle kun er et enkelt og måske endog ikke særlig vigtigt ét,« samtykker økonomiprofessor Bruno S. Frey. Han modificerer af samme grund konklusionen om, at kunst er en dårlig investering: »Hvis man har glæde af kunst, skal man ikke undlade at købe den, selv om det finansielle afkast er ringe.«. newton@jp.dk

Kunstinvesteringen giver i gennemsnit et dårligere årligt afkast end værdipapirer og er samtidig mere risikable. Bruno S. Frey Økonomiprofessor Universitetet i Zurich.

Der er lukket for kommentarer.