Privatøkonomi

Ensartet beskatning er effektivt – JP

En af fagøkonomernes allervigtigste opgave er at bidrage til, at samfundsøkonomier fungerer så effektivt som muligt, dvs. at resurserne allokeres derhen, hvor de kommer til mest nytte.

Et langt stykke hen ad vejen bliver dette styret af udbud og efterspørgsel. Stater har imidlertid brug for skatteindtægter – og så har vi balladen. For de fleste skatter påvirker (eller forvrider) folks beslutninger om arbejdsudbud, opsparing, investeringer, forbrugsvalg m.v., og dermed reduceres den samfundsøkonomiske effektivitet.

Kunsten for økonomer består derfor i at udarbejde modeller for skattesystemer, hvor forvridningerne bliver fordelt så ligeligt som muligt, så nogle former for forbrug og investeringer ikke favoriseres eller forfordeles på bekostning af andre. (Medmindre selvfølgelig man netop ønsker at begrænse forbruget af f. eks. alkohol eller at omfordele mellem indkomstgrupper, hvilket typisk vil forringe den samfundsøkonomiske effektivitet.)

Skattemæssige overvejelse
I mindre, men stadig ganske omfattende, målestok gælder dette også for den del af indkomstskatterne, der består af kapitalindkomst: Set gennem økonom-briller skal skatteraterne for de forskellige slags kapitalafkast helst være ensartede, så rent skattemæssige overvejelser ikke kommer til at påvirke, hvilke aktiver der investeres i til skade for effektiviteten i samfundsøkonomien.

Kapitalindkomster omfatter både forrentningen af frie finansielle formuer, afkastet i virksomheder og pensionsselskaber samt værdien af at eje en bolig.

Alle skal betale
Intuitivt virker det sidste ikke altid rimeligt for mange boligejere, som ofte oplever deres bolig som en ting (ejendom), man en gang for alle har betalt for. Skattemæssigt skelner økonomer imidlertid ikke mellem forskellige former for investeringsafkast, og når det gælder boligskat indebærer dette, at det er underordnet, hvem der bor i boligen: Hvis man lejer sin bolig ud, skal man betale skat af lejeindtægten, og hvis man selv bor i sin bolig skal man på samme måde betale skat af det beløb, der svarer til den sparede husleje for en tilsvarende lejebolig.

Fagøkonomer, herunder de økonomiske vismænd, kritiserer hyppigt, at kapitalindkomster i dag behandles meget uensartet, så f. eks. den reale kapitalindkomst i nogle tilfælde beskattes meget højt, mens boliger beskattes forholdsmæssigt lavt, bl. a. pga. rentefradragsretten. Det er i økonomers optik et problem, fordi boligforbrug på den måde subsidieres på bekostning af eksempelvis investeringer i virksomheder til skade for den samlede danske økonomi.

Økonomer lovpriser skat på mursten – JP

Flyt skat fra arbejde til mursten. Denne sang i forskellige versioner lyder fra tid til anden fra et nærmest enstemmigt kor af økonomer. Uanset om der er tale om økonomiske vismænd, velfærds- eller produktivitetskommissioner er budskabet det samme, og koret fortsætter ufortøvet den samme melodi, selv om såvel politikere som befolkning forbliver aldeles tonedøve. Paradoksalt nok var de foretrukne skatteobjekter i gamle dage, længe før den første fagøkonom havde set dagens lys, ikke mindst jord og fast ejendom.

 

»Det gik helt galt, da grev Gerhard af Holstein som rigsforstander i 1328 ville opkræve en ekstra sølvskat af de sjællandske bønder. Ifølge krøniken samlede de sig ”med deres tilrøgede og rustne våben” for at protestere. Ved en træfning sydvest for Tåstrup blev mange bønder dræbt af grevens bueskytter, mens andre druknede i åen, og andre igen tog flugten,« fortæller dr. phil. Mikael Venge, der er forfatter til første bind af Dansk Skattehistorie.
Skatter har aldrig været en vindersag hos befolkningen. Ikke desto mindre har de eksisteret siden arilds tid og i det meste af Europa i et godt millennium i form af et egentligt skattevæsen med systematisk opkrævning.
»Starten varierer fra land til land, men generelt gælder, at har du en nationsdannelse, så har du et skattesystem,« fortæller økonomiprofessor emeritus Karl Gunnar Persson ved Københavns Universitet, der er specialist i europæisk økonomisk historie.
For en nation har udgifter til offentlige goder som f. eks. et forsvar, og så var der ingen vej uden om at opkræve skatter, da frivillige skatteindbetalinger heller ikke var et hit i middelalderen.

Jordskatter praktiske
Skatteniveauet lå helt op til starten af 1. verdenskrig på fem-10 procent, måske med en svagt stigende tendens, men først og fremmest med store udsving, fordi lande med særligt krigslystne konger og kejsere bebyrdede deres undersåtter med højere og flere skatter.
Fra starten, mange århundreder før økonomisk teori opstod, var beskatningen tæt knyttet til jorden og bønderne såvel herhjemme som i resten af Europa.
»Det har især praktiske årsager. Fra middelalderen fandtes der jordregistre, dokumenter og domstole, der regulerede agerudbyttet, så staten havde et datagrundlag at beskatte på. Indkomster og løn fandtes der næsten ingen dokumentation for,« forklarer Karl Gunnar Persson.
Ud over jord- og ejendomsskatter havde datidens regenter to andre væsentlige skattekilder, nemlig forbrugsafgifter på f. eks. salt samt told, hvor Øresundstolden er et godt eksempel. Provenuet herfra var dog efter økonomens vurdering i hvert fald i starten knap så betydningsfuldt som jordskatterne.

Skat fra land til by
For godt 100 år siden skete der imidlertid en omkalfatring af hele skattesystemet, så indkomstskatten gradvist blev det bærende element. I Danmark skete det med skattereformen i 1903, der kom i kølvandet på systemskiftet i 1901, hvor partiet Venstre dannede den første regering, der baserede sig på et folketingsflertal.

Venstreregeringen fik gennemført en reform, der tilgodeså deres kernevælgere bønderne. Gamle hartkorns- og bygningsskatter blev erstattet dels af en ny ejendomsværdiskat og dels af en progressiv indkomstskat, formueskat og en skat på lejeværdien af egen bolig, der, som det ligger i navnet, var en skat på den værdi, det har at have sin egen bolig, der svarer til den husleje, man alternativt skulle betale.
Denne boligskat blev fra 1924 suppleret med en grundskyld, som hvilede mindre tungt på de små end på de store landbrug. I modsætning til de gamle hartkornsskatter, der stod i forhold til jordens udbytte, primært korn, var ideen bag grundskylden, at selve værdien af jorden skulle beskattes.
»Skattereformen af 1903 medførte en halvering af det samlede provenu fra ejendomsskatter, og den betød, at folk i byerne kom til at bære en langt større del af skattebyrden,« fortæller tidligere overvismand, økonomiprofessor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen.

Finansiering af velfærdsstaten
Samtidig skulle provenuet ikke længere primært finansiere kongers ambitiøse krigspolitik, men havde og især fik et helt anderledes moderne formål: Det lagde kimen til et økonomisk fundament for velfærdsstaten, som vi kender den i dag:

»Som det helt basale skal provenuet skaffe finansiering til de offentlige udgifter. Derudover vil man på nogle områder gerne via skatter og afgifter påvirke folks adfærd i en samfundsmæssig ønskelig retning, f. eks. dæmpe forbruget af alkohol med giftskatter, og for det tredje vil man også gerne omfordele fra rige til fattige, så de bredeste skuldre kommer til at bære de tungeste byrder,« forklarer Peter Birch Sørensen.

I starten var det højeste trin af indkomstbeskatning på 2,5 procent, men i takt med udbygningen af velfærdsstaten er det steget til over 50 procent.
»Denne kraftige stigning bruges ikke til flere kollektive goder, men derimod til flere velfærdsgoder til den enkelte. Mens forsvaret og krigsmagten historisk set stod for halvdelen af statsudgifterne, så er det velfærdsstaten, der i dag står for ca. halvdelen,« fremhæver Karl Gunnar Persson.

Glad for jordskatter

Som andre økonomer peger Peter Birch Sørensen på, at skatter på jord og fast ejendom har visse fordele frem for indkomstskatter.
»Skat på arbejdsindkomst mindsker tilskyndelsen til at arbejde, ligesom skat på kapitalindkomst mindsker tilskyndelsen til at spare op og investere. Modsat kan man ikke mindske sin skattebyrde, når det gælder jordbeskatningen, fordi den hviler på et uelastisk grundlag: Der er den jord, der nu engang er,« argumenterer han.
Karl Gunnar Persson er enig og finder på den baggrund udviklingen bemærkelsesværdig.
»Det er paradoksalt, at højskattesamfundet trods alt fungerer temmelig godt, ikke mindst når man tænker på, hvor meget indkomstskatter forvrider f.eks. tilskyndelsen til at arbejde,« mener han og medgiver med en latter, at det er lidt nedslående for hans stand, at forskydningen fra ejendomsskatter til indkomstskatter er kommet efter fremkomsten af økonomer, der lovpriser det første. Et faktum på trods af, at boligejerne, lejerne og virksomhederne ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik i 2014 betalte næsten 1,1 milliarder kroner mere i grundskyld end året før.

Globalisering udvander

Der er nu ikke helt tidssammenfald. Allerede den økonomiske liberalismes fader Adam Smith havde et godt øje til jordskatter som en ikke-forvridende skat og pointerede dette i sit hovedværk The Wealth of Nations fra 1776. Med økonomen David Ricardo fik tanken for alvor udbredelse i starten af 1800-tallet. Den mest konsekvente tilhænger af jordværdiskat var dog den amerikanske politiske filosof Henry George, der simpelthen mente, at den skulle erstatte alle andre skattetyper.

Skat på lejeværdi blev fra år 2000 erstattet af ejendomsværdiskatten, som dog efter økonomers mening stadig er for lav i forhold til indkomstbeskatningen. Men tiden arbejder måske for dem. For mens argumenterne om forvridninger og elasticitet tilsyneladende ikke har den store effekt på opinionen, så tager globaliseringen til, og den har tendens til at udvande provenuet fra indkomstskatter.
»Når produktionsfaktorer som især kapital, men også arbejdskraft bliver mere mobile over grænserne, så driver man aktivitet ud af landet med en høj beskatning. Derfor bliver det mere hensigtsmæssigt at lægge større vægt på det immobile skattegrundlag, og det er jo jord og fast ejendom,« argumenterer Peter Birch Sørensen.

 

 

Ifølge økonomiprofessor Peter Birch Sørensen påviser forskningen, at selskabsskatter er de mest forvridende i en åben økonomi som den danske. Med det forbehold, at der kan være udsving fra land til land, er rækkefølgen således:

  • Selskabsskat, ret stærke negative virkninger på investeringer i et land.
  • Høj og stærk progressiv indkomstskat kan også være ret forvridende.
  • Forbrugsskatter, især hvis de er bredt funderede, er noget mindre forvridende, fordi de hviler. på en bred base, og når man bor i et land, så skal man jo også forbruge.
  • Skatter på fast ejendom, meget lidt forvridende.
  • Grundskyld slet ikke forvridende, da mængden af jord er konstant.

 

 

Georgismen

Økonomisk retning efter amerikaneren Henry George (1839-1897), der slog til lyd for, at menneskeheden kollektivt har ejendomsret til jorden. Dvs. alle mennesker må eje det, de selv skaber, men naturresurser, herunder især jord, bør tilhøre alle. En følge af denne tankegang er, at renter, lejeindtægter og andet fra jord, råstoffer og lignende skal tilfalde samfundet.

Herhjemme påvirkede georgismen husmandsbevægelsen, som fik trumfet igennem, at grundskyld i 1924 blev indført til aflastning af andre skatter.

 

 

Strid om havvindmøller – JP

En katastrofe kalder en tidligere miljøvismand de danske investeringer i havvindmøller. Han tager fejl, mener klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Miljøøkonomer er ikke glade for markedsforvridninger, og derfor peger de generelt på enkle løsninger på klimaproblemerne. Det vil typisk være helt overordnede, ens afgifter på f. eks. udslip af drivhusgasser frem for tiltag, der sigter mod enkeltmål som f. eks., at en bestemt andel af en strømproduktion skal komme fra vedvarende energi.

Den tidligere miljøvismand Jørgen Birk Mortensen fremhæver EU´s kvotesystem for CO2-udledning som et godt eksempel på, hvad den miljøøkonomiske forskning har bidraget med på klima- og miljøområdet, fordi det giver en forståelse af, hvilke klimaindsatser der har de største effekter.

Ud fra en klimasynsvinkel er de økonomiske vismænd eksempelvis ikke imponerede over, at man politisk har vedtaget at etablere de to danske havvindmølleparker Kriegers Flak og Horns Rev, som de kritiserer for slet ikke til at påvirke det globale CO2-udslip, fordi de hører under EU´s kvotesektor.

Miljøøkonom professor Lars Gårn Hansen er enig i synspunktet.

»Men man tænker jo, at når man bygger en havvindmøllepark, så vil der komme mere bæredygtig energi, end hvis man ikke gjorde det?«

»Det gør der bare ikke. For hvis Danmark bygger flere vindmøller, så bliver der solgt et tilsvarende antal kvoter på det internationale marked, og det betyder, at hvert kilo CO2, som de her vindmøller sparer, det bliver udledt ekstra et andet sted. Så længe kvotesystemet fungerer, er der ingen miljøeffekt af de her havvindmøller,« slår han fast.

»Men fungerer kvotesystemet egentlig, kvoteprisen er jo blevet meget lav, så klima-prisen på alternativt at udvinde f. eks. mere billigt kul er ikke stor?«

»Ja, kvotesystemet fungerer også ved en lav pris, så længe prisen er positiv. Ved en positiv pris – uanset om den er lav – vil den samlede udledning svare til det politisk fastlagte udledningsniveau. Men den lave pris er et klart og afslørende signal om, at EU’s klimamålsætninger er uambitiøse, og at det vil være billigt at stramme dem«, argumenterer Lars Gårn Hansen.

Klimamålsætning
Tidligere miljøvismand Jørgen Birk Mortensen er stærkt kritisk over for, at Danmark bruger penge på klimaforbedringer inden for kvotesektoren i stedet at investere dem i sektorer uden for.
»Jeg synes, det er en katastrofe, at vi bruger en masse penge på noget, der ikke har en effekt på den globale udledning af drivhusgasser,« siger han.

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen er helt uenig i synspunktet:

»Udbygningen med vindmøller har sænket udledningen af CO2 betydeligt herhjemme og vi vil også se en global effekt i takt med, at EU-Kommissionen sænker loftet for CO2-kvoter,« påpeger han og fortsætter:

»Jørgen Birk Mortensen ser bort fra, at Danmark jo skal leve op til EU’s klimamålsætning om 80-95 pct. reduktion i 2050. Ikke kun af hensyn til klimaet, men også fordi et grønt energisystem vil sikre virksomheder og borgere en stabil energiforsyning på længere sigt. Den aktuelle situation i Ukraine er jo også en påmindelse til os om, at den bedste måde, at EU-landene kan sikre forsyningssikkerheden på er ved at begrænse vores energiforbrug og udbygge med vindmøller og andre vedvarende energianlæg,« understreger Rasmus Helveg Petersen.

 

EU’s CO2-Kvotehandelssystem (ETS)

  • EU søsatte i 2005 et nyt system til at bekæmpe de globale klimaforandringer, som går ud på, at næsten halvdelen af EU´s CO2-udledninger, især inden for energifremstilling og den tunge industri, bliver reguleret via EU’s CO2-kvoteordning.
  • Systemet går ud på at sætte et loft for, hvor meget CO2 virksomhederne inden for kvoteordningen tilsammen må udlede. På baggrund af loftet har EU fordelt et antal kvoter svarende til den mængde CO2, der må udledes.
  • Én kvote giver en virksomhed ret til at udlede ét ton CO2. Hvis en virksomhed ikke bruger alle sine kvoter, kan den sælge dem videre til andre virksomheder. Omvendt må virksomheder, der udleder mere CO2, end de har kvoter til, købe sig til flere.

Joker er forurening – ikke vækst JP

Miljøøkonomer er politikernes regnedrenge, når det gælder om at sikre en holdbar grøn fremtid. De tror, at en bæredygtig vækst er mulig, men det kræver nye ideer, teknologiske opfindelser og et smart afgiftssystem, der drejer udviklingen i den rigtige retning.

 

Stadigt hyppigere skybrud over Skjern, København og andre danske lokaliteter, grønlandsk indlandsis på hastig retur og seriøs vandmangel i storbyer som Rio og San Francisco, hvor drikkevandet ikke længere har været en tur gennem naturen, men er renset spildevand.
Det skorter ikke på alarmerende tegn på en klode i stigende miljø- og klimamæssig ubalance, og det er tydeligt, at markedskræfterne ikke selv formår løbende at løse problemerne. Typisk er forureningen fra en beskidt produktion ikke fuldt ud regnet med i prisen på produkterne, og det samme gælder effekter, der ikke umiddelbart er synlige, men påvirker livsvilkårene for kommende generationer, som f. eks. forbrug af naturresurser og udledning af drivhusgasser.

Miljøøkonomien har derfor for længst etableret sig som en vital forskningsgren inden for økonomisk teori, og herhjemme ses vigtigheden også af, at fagområdet som det eneste har sin egen vismand.

En af dens kerneopgaver er at pege på miljø- og klimaløsninger, der bruger færrest muligt resurser, eller med tidligere miljøvismand Jørgen Birk Mortensens ord:

»Vi kan sammenligne, hvordan styringsinstrumenter virker, når det gælder menneskelig adfærd. På den måde kan vores modeller vise, hvordan vi når et givet miljømål billigst muligt.«

Bæredygtig vækst

De seneste omkring 150 år har væksten medført en velstandsfordobling ca. hvert 35. år i industrialiserede lande som Danmark. Et centralt spørgsmål i miljøøkonomien er, om kloden kan holde til en fortsat vækst, eventuelt på et lavere niveau, uden at mennesker på et tidspunkt vil drukne i partikler, stråling eller få deres velfærd beskåret af mangel på jordmetaller, energi eller rent vand.

Professor på Københavns Universitet Lars Gårn Hansen ser som miljøøkonom ikke vækst som et problem i sig selv, men interesserer sig mere for virkningerne af den.

»Hvis der er tilstrækkelig mange grumme eksempler på effekter af fortsat økonomisk vækst, er det ikke en god ide, men hvis man får taget hånd om det, så væksten ikke i sig selv genererer dårlige effekter, så ser jeg ikke noget negativt i sig selv ved økonomisk vækst,« siger han og giver et eksempel på en vækst, der er miljøgavnlig:

»Informationssamfundet gør os i stand til bedre og bedre at udnytte de fysiske resurser, vi har. F. eks. kan man ved hjælp af it og elektronik optimere nytten af et køleskab, og det er kun godt i fysisk resurseforstand.«

Klima- og miljøchef i WWF Denmark, John Nordbo, giver på samme måde udtryk for, at det afgørende spørgsmål ikke er vækst, men om væksten kan foregå på en bæredygtig måde.

»Vækst og miljø er ikke modsætninger. Væksten hverken kan eller skal stoppes, alle mennesker på kloden har ret til at søge en levestandard, som den vi har i vores del af verden. Men formår vi ikke at styre væksten på en smart måde, så vil den betyde et enormt pres på miljø og natur,« siger han og understreger, at klimaet skal stabiliseres, og der er fysiske grænser for, hvor mange naturresurser vi kan udnytte.

Reguleringen er joker
Et springende punkt i diskussionen om en bæredygtig vækst er netop spørgsmålet om, hvorvidt man vil kunne finde nye stoffer til erstatning af dels svindende råstoffer, dels stoffer, der er skadelige for miljøet og klimaet.

Lars Gårn Hansen ser lyst på sagen:
»Vi kan ikke vide, om en bæredygtig vækst er mulig, men al vores historie viser, at mulighederne for teknologisk udvikling er store, hvis der er tid nok. Hvem havde f. eks. for 30 år siden forestillet sig mobiltelefoner med apps, der kan alt?« spørger Lars Gårn Hansen retorisk.

Denne udvikling stemmer også John Nordbo optimistisk.
»Den gode nyhed er, at der sker solide teknologiske fremskridt, som overflødiggør nogle af de mest forurenende teknologier. Energi fra sol og vind vil lige som vandkraft og bæredygtig biomasse spille en vigtig rolle i en fremtidig energiforsyning, som ikke forurener eller belaster klimaet. Der er også en rivende udvikling indenfor udviklingen af nye biomasse-baserede materialer, som kan bruges i stedet for metaller, plast eller oliebaserede kemikalier,« fremhæver han.

Som økonom understreger Lars Gårn Hansen imidlertid, at en vigtig betingelse for en bæredygtig vækst er, at tilskyndelserne i økonomien er skruet rigtigt sammen.

»I dag er der masser af steder, hvor incitamenterne ikke er plads, og så foregår den teknologiske udvikling i en retning, der ikke er bæredygtig,« siger han, idet han pointerer, at det i hvert fald nødigt skulle være de forkerte regler eller de forkerte afgifter, der spænder ben for, at kommende generationer kan have et velfærdsniveau på højde med eller større end nutidens.

Tidligere miljøvismand Jørgen Birk Mortensen peger på, at den hidtidige erfaring er, at prisen på en resurse stiger i takt med, at den bliver knap, og derfor fører det normalt til, at man investerer i alternativer, som man f. eks. så det efter prisstigningerne på olie i 70´erne. Derfor vil han heller ikke udelukke muligheden af en bæredygtig vækst.

»Men det kræver, at man er tilstrækkelig konsekvent, hvis man skal holde forureningen konstant eller måske endda nedadgående,« siger han og tilføjer, at det f. eks. ikke nytter noget blot at outsource produktionen til Asien, hvor forureningen for samme mængde vare bare er større.

Bare regnedrenge

Miljøøkonomer og aktører på miljø- og klimaområdet er enige om, at klimaindsatsen i dag ikke matcher de voksende problemer, men alligevel bliver økonomernes beregninger ofte kritiseret af ikke mindst miljøfolk.

»Økonomerne skal være meget bedre til at forholde sig til og forklare om begrænsningerne i de modeller, som de bruger så meget energi på at bygge op. Typisk er tallene meget usikre, og forudsigelseskraften er ikke stor,« mener eksempelvis miljø- og klimachef i WWF, John Nordbo.

Gensidige misforståelser bidrager imidlertid også til at forringe debatten, oplever professor Lars Gårn Hansen.

»Miljøøkonomer er bare regnedrenge. Når vi laver regnestykker, forsøger vi at opfange de præferencer, som afspejler sig hos den gennemsnitlige borger i samfundet. Når folk der prioriterer miljøet, dyrearter eller fremtidige generationer meget højt, føler sig stødt over økonomernes beregninger, tror jeg, de går galt i byen. Det er i virkeligheden gennemsnitsborgeren, som ikke prioriterer disse ting helt så højt, de er uenige med. Derfor skulle miljøaktivister hellere bruge deres energi på at overbevise gennemsnitsborgeren om at ændre præferencer end på at slå på miljøøkonomer,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, at der blandt miljøøkonomer generelt kan være en opfattelse af, at miljøaktivister er lidt fundamentalistiske og kan have nogle jihad-agtige præferencer. Det kan f. eks være, når de mener, at en dyreart er så vigtig, at vi skal ofre rigtig mange menneskers velfærd, for at den kan overleve. Det skyldes formodentlig, at de fleste økonomer er som gennemsnitsborgeren og mener, at det er lidt for langt ude, men her bør vi have en professionel distance,« kritiserer Lars Gårn Hansen sin egen stand.

Det sidste kan klima- og miljøchef i WWF, John Nordbo, nikke genkendende til.

»Der er økonomer – også nogle af landets fremmeste – som søger at give det indtryk, at miljøfolk er flyvske og ikke vil se de økonomiske realiteter i øjnene. Men det grønne synspunkt er, at alle effekter og omkostninger skal tages med i betragtning, også de skader, som forvoldes på miljø og befolkning i andre lande, eller som først slår igennem om nogle år,« argumenterer han.

 

Vores fælles fremtid: Bæredygtig vækst

Global bæredygtighed blev sat på den dagsordenen i 1987 med FN´s rapport Vores Fælles Fremtid, den såkaldte Brundtland-rapport.

Et af de helt store fokuspunkter i den miljøøkonomiske forskning er, hvordan vækst kan fortsætte uden at det går ud over klodens bæredygtighed. Her skelner man mellem forskellige principper:

 

  • Svag bæredygtighed: Her ses alle kapitalformer under ét, og de skal blot samlet kunne bidrage til forbrugsmulighederne over tid.
  • Stærk bæredygtighed: Her bevares alle kapitalformer i deres egen ret, og der er grænser for forbrug af hver enkelt af dem


Kapitalformer er de resurser, der bruges i den produktion, der genererer BNP og vækst. Der findes tre former:

  • Naturresurser
  • Menneskeskabt fysisk kapital (f. eks. maskiner, veje og broer),
  • Humankapital (f. eks. menneskers kundskaber og sundhed) 

Ægte opsparing
I kølvandet på Brundtland-rapporten er økonomer begyndt også at inddrage ændringer i naturlige aktiver, når de opgør et lands samlede opsparing. Det kaldes ægte opsparing og medfører eksempelvis, at udtømninger af naturresurser og ændringer i forureningsniveau også tages med i opgørelsen af nationalregnskabet. Det kan ses som et forsøg på at måle, om udviklingen i et land er bæredygtig og hænger sammen med bestræbelserne på at beregne et ”grønt bruttonationalprodukt”.

 

Kontanter udsætter opsvinget – JP

Jyllands-Postens videnskabsmagasin Newton d. 11. maj 2014

Lavinflation og renter nær nulpunktet er en uheldig cocktail for centralbankscheferne, der ønsker at stimulere økonomien med billige udlån. For minusrenter får folk til at gemme pengene i stedet for at forbruge og investere. I hvert fald så længe der findes kontanter. Afskaf dem, foreslår kendt amerikansk økonomiprofessor.

Spændingen var fortættet, som tiden
nærmede sig mødet for den Europæiske
Centralbanks Styrelsesråd i april
2014. Opsvinget lader vente på sig,
det seneste års inflationstal ligger på
overraskende lave 0,5 procent, og
frygten for deflation er mærkbar.
Hvordan vil ECB-chef Mario Draghi reagere på
det?
Det direkte pengepolitiske modtræk af situationen
er en nedsættelse den ledende nominelle
rente, refi-renten. Dette er for længst veldokumenteret
i økonomisk teori som et effektivt middel
til at stimulere den økonomiske aktivitet, da
det giver en lavere realrente (den nominelle
rente korrigeret for inflation).
»En lav rente gør det mere attraktivt dels for
folk at optage forbrugslån og købe hus, dels for
virksomheder at investere,« forklarer økonomiprofessor
Henrik Jensen fra Københavns Universitet
dynamikken.
Udfordringen er, at den ledende ECB-rente
med sine 0,25 procent allerede befinder sig faretruende
tæt på nul, og hvis renten går i minus,
bliver pengepolitikken ineffektiv. For så smækker
den såkaldte likviditetsfælde:
»Det sker, når renten ikke kan reduceres yderligere.
Hvis centralbanken forsøger på det, vil det
mislykkes, da den private sektor vil ”hoarde”
likviditet,« siger økonomiprofessor Torben M.
Andersen fra Aarhus Universitet. »Hvis renten
pludselig bliver negativ, og jeg låner 1.000 kroner
i banken, så vil jeg efter tre måneder kunne hæve
fx 30 kroner. Så finder jeg ud af, at jeg skulle have
lånt 57.000 milliarder kroner i stedet og bare
holde dem i kontanter, som har en rente på nul.
Det er jo mere end en minusrente, og på den
måde kan man generere et uendeligt afkast bare
ved at låne,« illustrerer Henrik Jensen pointen
med et eksempel.
Den trafik ville bankerne hurtigt blive træt af,
så de ville straks få lukket for udlånskassen, og
dermed også for de udlån, der skulle bruges til at
stimulere forbrug og investeringer.
Ukonventionel pengepolitik
På ECB-mødet i april undlader Draghi da også at
sænke den lave nominelle rente yderligere og
stiller i stedet i udsigt, at banken vil bruge ukonventionelle
metoder til at stimulere økonomien.
Det er en mere indirekte tilgang fortæller økonomiprofessor
Henrik Jensen og giver et par
eksempler:
»Det vil ofte være kvantitative lempelser, dvs.
man udvider pengemængden, så bankers tilgang
til likviditet bliver nemmere, og deres udlånstilbøjelighed
dermed øges. I USA har man også
prøvet tiltag som at justere rentesatser i forhold
til hinanden, f.eks. på lange obligationer ift. korte
obligationer.«
Hagen ved den ukonventionelle pengepolitik
er, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for, at
den virker.
»Effekten er usikker. Det har typisk karakter af
eksperimenter, der kun udføres én gang, og økonomisk
videnskab kræver flere observationer. De
skal derfor være udført nogle gange, før man kan
sige noget om, hvorvidt de virker,« fremhæver
han.
Eller som den internationalt højt estimerede
økonomiprofessor Miles Kimball ved University
of Michigan kort og godt konstaterer om USA’s
centralbanks, Federal Reserve Systems´ (Fed),
brug af ukonventionelle metoder: »Det er kontroversielle,
uprøvede værktøjer.«
Likviditetsfælden skal afmonteres
Miles Kimballs tiltro til, at indirekte pegepolitik
kan løfte opgaven kan ligge på et lille sted, efter
at han på tæt hold siden 2008, da den amerikanske
rente ramte nul-grænsen, har fulgt Feds´ vanskeligheder
med at få udlånsprogrammer og
opkøb af kreditpapirer til for alvor at sætte gang i
økonomien. Professoren peger derfor på en
anden løsning: Likviditetsfælden skal afmonteres,
så Fed igen kan benytte sig af rentenedsættelser
til at booste en træg økonomi.
»Jeg er næsten sikker på, at den amerikanske
recession ville havde været mindre dyb og varet
kortere tid, hvis Fed havde haft muligheden for at
sætte renten ned til minus fem procent,« samtykker
økonomiprofessor Henrik Jensen.
Hans kollega Torben M. Andersen er i princippet
enig, men vil ikke helt afskrive virkningen af
de indirekte metoder:
»En lavere (real)rente ville kunne have haft en
ekspansiv effekt,« slår han fast – dog med et forbehold:
»Det er stadig et åbent spørgsmål, hvor stor
effekten ville have været, da der samtidig er en
forventningseffekt, der holder den aggregerede
efterspørgsel (forbrug og investeringer) tilbage.
Samtidig er der jo ført en ret aggressiv ukonventionel
pengepolitik,« påpeger han.
Ud med kontanterne
Problemet med likviditetsfælden er altså kontanter,
eller som Miles Kimball udtrykker det
over for sine amerikanske landsmænd: »Problemet
er de grønne stykker papir i din tegnebog.
Deres rente på nul medfører, at ingen er villige til
at låne ud til en rente, der er bare den mindste
smule negativ.«
Han slår derfor til lyd for, at man tager fat om
ondets rod og eliminerer kontanter, så man fortsat
kan bruge renteinstrumentet.»Pengepolitiske
eksperter vil være trygge ved et velkendt redskab,
og lægmænd vil have mere tillid, når centralbanken
opererer på hjemmebane,« argumenterer
han.
Miles Kimball foreslår, at man retter søgelyset
mod, hvordan nul-grænsen kan fjernes i Danmark,
dvs. gøre kronen gennemført elektronisk.
Han besøgte Danmark sidste år, og det gør indtryk
på ham, at Nationalbanken faktisk har erfaringer
med minusrenter, nemlig da bankernes
indlånsrente i sommeren 2012 var -0,2 procent.
Først er man imidlertid nødt til at tage højde for, at Nationalbanken har bundet sin valuta op
på valutaen i Den Europæiske Centralbank
(ECB). Ellers risikerer man, at folk i stedet vil efterspørge
euroen, så den kommer under spekulativ
trussel. Miles Kimball foreslår, at Danmark i
dette tilfælde tager en slags time-out fra fastkurspolitikken.
»Nationalbanken oplever, at fastkurspolitikken
gør meget godt, men i den her kontekst, kunne
den erstattes af en forpligtelse til mindre inflation,
når det går bedre igen for dansk økonomi.
En mindre inflation vil jo betyde, at
den danske krone vil blive mindst lige så
meget værd som nu, medmindre eurozonen
også indfører elektroniske
penge og dermed sænker inflation,«
forklarer han.
Herpå er der flere mulige veje,
afhængigt af hvor hurtigt elektroniseringen
skal gennemføres. »Hvis det er akut, er
det afgørende tiltag at skrue på den indlånsrente,
som bankerne får, når de deponerer kontanter
i Nationalbanken. Jeg vil tro, at man vil
kunne indføre det fra i morgen,« vurderer Miles
Kimball. Han fortsætter:
»I en mindre presserende situation vil den rigtige
måde efter min opfattelse være først at gøre
folk fortrolige med elektroniske penge, så de psykologisk
set bliver mindre knyttede til kontanter,
« siger han.
Rohder og draghis
Det er imidlertid ikke nødvendigt helt at fjerne
kontanter for at afmontere likviditetsfælden.
Kontanter er kun problematiske, når de også bruges
som regneenhed, dvs. den fælles værdi som
varer og aktiver opgøres i. Så hvis man erstatter
den fysiske krone med en slags parallelvaluta,
som kun kan anvendes som betalingsmiddel, vil
det også være muligt at fjerne nul-grænsen.
Det kan der være en pointe i, mener økonomiprofessor
Henrik Jensen:
»Nogle gange er det jo meget rart at have en
tyver i lommen, hvis man fx vil købe en is. Så
skal man sørge for, at den har en kurs i forhold til
kronen, så det heller ikke kan betale sig at låne
negativt for den her valuta,« understreger han.
En sådan parallelvaluta til kronen kunne man
kalde rohder.
På grund af fastkurspolitikken afhænger indførelsen
af rohder af, at ECB på tilsvarende vis har
indført en parallelvaluta til europæiske valuta. En
sådan europæisk parallelvaluta kunne man kalde
draghis, og det ville efter Henrik Jensens opfattelse
ikke have været irrelevant for Eurolandene
at have haft den, da recessionen ramte allermest
voldsomt i 2008/09.
»Hvis ECB havde kunnet, skulle de have sat
renten ned til minus to på det tidspunkt. Det
kunne desuden have afbødet de værste effekter
af gældskrisen, for en lavere rente ville have
reduceret afdragsbyrden på den offentlige gæld,«
påpeger han.
Tidligere overvismand Torben M. Andersen er
umiddelbart skeptisk over for en indførelse af
sådanne parallelvalutaer. »Jeg har svært ved at se
dette realiseret,« siger han.

I starten af 2014 hævede den japanske centralbank
sit inflationsmål til to procent, hvilket
bragte det på niveau med inflationsmålet for de
fleste vestlige økonomier, fx Danmarks og
Eurolandenes. Med en lav og stabil inflation på
omkring et par procent er priserne til at regne
med, samtidig med at der er plads til lidt ”smøring”,
så det økonomiske maskineri kan glide
nemmere.
Hvis inflationen er højere, afspejler det en
politik, som er kommet ud af kontrol med en
stor tabt opsparingsværdi og generel usikkerhed
i kølvandet. Det gælder især ved hyperinflation,
som man fx har set i Danmark for ca.
200 år siden, i Tyskland i 1920e´rne og aktuelt
kan observere i Zimbabwe.
Der kan i princippet korrigeres for inflation:
»Man kan sætte renten (uendeligt) op, så stiger
realrenten også, og dermed kan man ”dræbe”
inflationen,« forklarer økonomiprofessor Henrik
Jensen.
Men der er en asymmetri, for man kan ikke
på tilsvarende vis korrigere for deflation ved at
sætte renten uendeligt ned: På et tidspunkt
rammer den nul-grænsen, og så klapper likviditetsfælden.
En deflation udløses typisk af en recession
med lavere efterspørgsel til følge. Den reelle
værdi af gæld bliver højere, og det samme gælder
realrenten. Det kan føre til yderligere
recession, hvis man ikke kan modgå det ved at
sætte gang i økonomien, f.eks. pengepolitisk
ved at sænke renten.
Deflationsspøgelse i Solens Rige
Det kan japanerne tale med om. I Solens Rige
har de i flere årtier kæmpet mod deflationsspørgelset
uden rigtig at kunne få bugt med
det. Renten har i årevis ligget på omkring nul,
og andre mere indirekte pengepolitiske tiltag
har ikke rigtig virket.
»Det skyldes ikke mindst, at Japans finansielle
sektor er i en meget dårlig forfatning. Og jo
værre det finansielle system er, jo mere falder
aktiver i værdi, og banker tør ikke låne ud til
andre banker, som de ved befinder sig i samme
elendige situation,« fortæller Henrik Jensen.
Han uddyber: »Når centralbanken så træder til
og tilbyder likviditet, vil bankerne bruge det til
at konsolidere sig selv og ikke til at lave nye
udlån.«
»Samtidig er Japan ramt af særlige strukturelle
forhold, fx aldring, hvilket ikke har forbedret
situationen,« supplerer Torben M.
Andersen.
Når Japan nu har hævet inflationsmålet, skal
det ses som et forsøg på at booste forventningerne
til økonomien, så folk og virksomheder
handler efter det, så dette vil sætte gang i økonomien.

 

Regeringen: Gode eksportvarer kan forsvare høje lønninger – Information

Historien på information.dk

De danske lønomkostninger står som regel til bøllebank, når talen falder på vores konkurrence-evneproblem. Nu anerkender regeringen imidlertid, at lønudfordringen er mindre end hidtil antaget på grund af gunstig varesammensætning i vores eksport. Meget tyder på, at mangel på pålidelige tal for eksportmængder er medvirkende til til, at den danske produktivitet undervurderes

Vi kan måske ikke købe hele verden, men når det gælder udviklingen i bytteforhold, ligger Danmark på en suveræn førsteplads i sammenligning med en række af de lande, vi normalt sammenligner os med. Det viser en ny beregning, som LO har foretaget på baggrund af data fra OECD om udviklingen i eksport- og importpriser siden år 2000. Det vil sige, at de varer, vi eksporterer, generelt stiger hurtigere i pris end dem, vi importerer. Eksempelvis har finnerne år for år skullet betale med flere og flere finske Nokia-telefoner for danske insulinpiller.

Det er dog ikke en udvikling, som nødvendigvis får danske økonomer og politikere til at klappe af begejstring, da det samtidig kan være udtryk for en svækket konkurrenceevne, netop fordi vores eksport af varer og serviceydelser hele tiden bliver relativt dyrere at købe, og der følger gerne drøje hug til de danske lønomkostninger i kølvandet på den slags tal.

Nu lyder der imidlertid nye toner fra regeringen. I den nye Vækstplan DK anerkender den, at det ikke er al bytteforholdsforbedring, der skal tilskrives for høje danske lønninger og dermed kan være problematisk for vores konkurrenceevne. Eller som afdelingschef i Finansministeriet Lars Haagen Pedersen udtrykker det: »Enhedslønomkostningerne kan overvurderes, i hvert fald i nogle brancher.«

På den baggrund efterlyser chef-økonom i LO Jan Kæraa et mere nuanceret syn på den danske konkurrenceevne og produktivitet. Ikke mindst i lyset af regeringens fokus på at forbedre konkurrenceevnen bl.a. via den nedsatte Produktivitetskommission, som i dag offentliggør en rapport, der blandt andet retter søgelyset mod udviklingen i den danske konkurrenceevne.

»Der er ingen grund til at tale vores konkurrenceevne ned. Den kan sagtens blive endnu bedre, men den er grundlæggende fornuftig, og det ses ved, at vi har været i stand til at holde særdeles gode priser på et meget hårdt marked,« understreger LO’s cheføkonom.

Gunstig eksportvarepalet

Problemet er, at den gængse måde at sammenligne arbejdslønninger i forskellige lande på ikke altid tegner et rigtigt billede af situationen, da der kan være flere årsager til et forbedret bytteforhold.

»Det er enten et udtryk for, at lønningerne er for høje, eller også, at vi laver bedre produkter, og så kan vi få en bedre pris for det,« forklarer økonomiprofessor på Københavns Universitet Henrik Hansen.

Hvis eksportvarer skal kvalificere sig til at være ’bedre’, er det helt afgørende, at de tilhører de rigtige brancher, og her er sammensætningen af varer i den danske eksportpalet ualmindelig gunstig.

»Vi befinder os på meget specialiserede nichemarkeder og er gode til at sikre, at vi kan få gode priser for gode produkter, for eksempel inden for medicinal- og landbrugseksporten. Selv om vi sælger svin som alle andre, er vi jo højt specialiserede. Det er lurmærkehistorien om igen,« siger Henrik Hansen.

»Der er – også i andre lande – generelt en tendens til, at sektorer med lav produktivitetsvækst har højere prisstigninger end sektorer med høj produktivitetsvækst,« supplerer Lars Haagen Pedersen, afdelingschef i Finansministeriet.

Også økonomiprofessor på Aarhus Universitet Philipp Schröder fremhæver betydningen af de sektorer, man specialiserer sig i på den globaliserede markedsplads, hvis man skal kunne tillade sig at tage relativt højere priser for sine produkter.

»Vi har afspecialiseret skibsbyggeriet, fordi andre nu gør det billigere, men til gengæld er der andre sektorer, der vokser, og for Danmarks vedkommende er det dem, der internationalt set har oplevet en prisstigning,« siger han og nævner også vores fødevarespecialisering som et eksempel: »Landbrug og fødevarer udgør cirka 20 procent af vores eksport, og med en voksende verdensbefolkning stiger den relative pris for fødevarer i forhold til biler eller computere,« illustrerer han pointen.

Ifølge den aarhusianske professor har varesammensætningen i vores eksport stor betydning for Danmarks placering i bytteforholdsstatistikken.

»Det er en af de helt centrale forklaringer på bytteforholdsforbedringer, og det er vigtigt for en økonomi, fordi det kan være med til at sikre en holdbar handelsbalance, selv hvis udviklingen i lønomkostningerne i en periode er ude af takt med handelspartneres,« understreger han.

Problematisk pris-mængde-split

LO’s cheføkonom, Jan Kæraa, undrer sig over, at Danmark år efter år i den grad rager op, når det gælder gode bytteforholdstal.

»Det er usandsynligt, at varesammensætningen forklarer det hele,« mener han og peger på det såkaldte pris-mængde-split som supplerende årsag. Betegnelsen dækker over en mangel på pålidelige data i den måde, man beregner en vares værdi, og betyder, at man kan komme til at undervurdere mængdestigningerne. Dermed overvurderer man prisstigningen og undervurderer produktivitetsstigningen.

Dette kan efter Jan Kæraas opfattelse komme til at batte en hel del i årenes løb.

»Danmark er en lille åben økonomi, hvor udenrigshandlen fylder over halvdelen, så hvis vi i en periode på over 10 år har haft en forkert måling af prisudviklingen, selv om den er ganske lille, så kan det summere sig op til at betyde ganske meget for vurderingen af produktiviteten,« ræsonnerer han.

For at illustrere størrelsesordenen af problemet med den undervurderede produktivitet har LO udfærdiget et tænkt eksempel, hvor organisationen beregner, at Danmark i virkeligheden har eksporteret for 59 mia. kroner mere, end de officielle tal fra Danmarks Statistik angiver. Det gælder, hvis import- og eksportpriserne udviklede sig i samme takt, og man tilskriver upræcise opgørelser af eksportvarernes kvalitet hele forskellen.

»Vi vil gerne have et mere præcist prisindeks for udenrigshandlen, som man eksempelvis har det i Sverige, og det er mit indtryk, at Danmarks Statistik også ville finde dette interessant, så man bedre kan vurdere, hvad der måtte være af skjulte kvalitetsforbedringer i vores eksportvarer,« antager Jan Kæraa.

Med det forbehold ikke at have specialindsigt i netop danske eksportforhold og ikke kunne forholde sig kvantitativt til sagen er det økonomilektor ved Københavns Universitet Christian Groths formodning, at pris-mængde-splittet også er et reelt problem i Danmark.

»Navnlig med de nye varetyper, hvor der virkelig sker en teknisk udvikling, er det svært at vurdere, hvor meget der er kvalitetsforbedringer,« pointerer han og peger på, at dette gælder en pæn del af den danske eksport, som endvidere er karakteriseret af en stigende mængde serviceeksport, hvor produktivitetsforbedringer er endnu sværere at gøre op.

Underdirektør i Dansk Industri Kent Damsgaard er ikke uenig i, at Danmark har en fordelagtig sammensætning af produkter: ”;Vi ser med stor alvor på, at vi over en årrække har fået en forringelse på ca. 20 procent, når det gælder standardkonkurrenceevnen, men vi er også opmærksomme på, at vi har nogle styrker, som gør, at vi på trods af det faktisk har klaret os rimeligt godt. Vi har en god produktsammensætning, og de danske firmaer er gode til kundetilpassede løsninger, høj kvalitet og til at finde nicher, og det gør, at det heldigvis ikke er gået så galt, som det burde være gået,« vurderer han.

Myter om overbefolkning

Da verdens befolkningstal sidste år rundede de syv milliarder, begyndte flere advarselslamper at
blinke. Kan kloden blive ved med at brødføde os, og er der vand og energi nok til alle? Men økonomer
ser ikke så dystert på det. De hæfter sig bl. a. ved, at den globale befolkningstilvækst allerede er
faldende, samt at historien viser, at befolkningspres fremmer teknologiske løsninger.

Befolkningen vil altid have en tendens til at vokse mere end fødevareforsyningen, tordnede den britiske
økonom Thomas Malthus for 200 år siden og skar sit alarmerende budskab ud i pap: Får denne tendens lov
til at slå igennem, vil det medføre en stadig forringet levefod og til sidst hungersnød.
Hans dommedagsprofetier blev i 1968 fulgt op af den amerikanske zoolog Paul Ehrlich, der i sin bog
“Befolkningsbomben” forudsagde massehungersnød mellem 1970 og 1985, og at hundreder af millioner af
mennesker ville sulte til døde i denne periode.
Da verdensborger nummer syv milliard ifølge FN sidste år så dagens lys, markerede det, at verdens
befolkning er mere end fordoblet på 50 år, og med udsigt til, at vi fortsætter med at blive flere mennesker på
Jorden, gav det anledning til igen at rette søgelyset mod foruroligende fremtidsscenarier.
Der vil blive kamp om resurserne, for ikke at tale om hvad det vil føre til, at kinesere, indere og andre
borgere fra turbovækstlande er begyndt at kræve biler, kød og andre vestlige hverdagsgoder. Ifølge
Verdensnaturfonden vil det i dag kræve to og en halv jordklode, hvis hele verdens befolkning skulle nyde en
levestandard som vores.
Lektor i økonomi på Københavns Universitet, Jacob Weisdorf, der forsker i samspillet mellem økonomi og
demografii et historisk lys, ser imidlertid ikke så sort på det. Det er ikke mindst kvinders tendens til at føde
langt færre børn end tidligere, der stemmer økonomen optimistisk på vegne af menneskehedens fremtid.
»Det er blevet dyrere at opfostre børn, og dermed falder fødselstallet,« lyder en af økonomens overordnede
konklusioner.

Centralt i videnskaben
Set gennem demografers briller udkrystalliserer historiens lange linjer sig i den såkaldte “demografiske
transition”, der står helt centralt i den demografiske videnskab.
Første trin i denne overgang er kendetegnet ved en høj fødselsrate og en høj dødelighed.
»Det ligger dybt i menneskets natur at reproducere sig selv, så fødselstallet i de tidlige samfund var højt,
blandt andet fordi man var nødt til at kompensere for en høj børnedødelighed,« forklarer Jacob Weisdorf.
Man kan også se, at vores forfædre i gode tider med mange fødevarer har taget for sig af resurserne og ladet
befolkningen vokse.
»Gik det godt, var der en klar tendens til at konsolidere artens overlevelse,« fortsætter økonomen.
Han tilføjer, at det især blandt jægere og samlere også har spillet en rolle, at man har ønsket at opretholde en
større gruppe, fordi det har givet en vis sikkerhed i kampen om resurserne over for andre grupper.

Fald i dødeligheden
Overgangens andet trin kom i Vesteuropa i kølvandet på industrialiseringen, hvor især medicinske
landvindinger, men også bedre ernæring medførte et markant fald i dødeligheden.
»Det skyldes formentlig også oplysning omkring hygiejne, og man er blandt andet blevet klar over, at man
ikke bør tømme sin toiletspand ud på gaden, men eksempelvis som i Danmark i stedet anvende det som
gødning på markerne,« nævner Jacob Weisdorf.
Faldet i dødeligheden medførte en dramatisk befolkningstilvækst i de fleste vestlige lande, for fødselstallet
blev ved med at være højt i en periode, hvorefter fertiliteten langsomt faldt, indtil fødselsraten omsider
stabiliserede sig på et meget lavere niveau som det afsluttende trin i transitionen. I økonomers optik er det
sidste også det mest interessante trin, fordi der her er tale om et bevidst – økonomisk – valg fra kvindens og
familiens side.

Stigende pris på børn
Både Jacob Weisdorf og demografiekspert professor emeritus Poul Christian Matthiessen peger på den
stigende pris på børn som hovedårsag til faldet i efterspørgslen på dem.
»I de gamle landbrugssamfund kunne børn meget tidligt gå ind og deltage i produktionen. I dag skal de i
vuggestue, børnehave og have uddannelse, og hvis der er mange børn, vil de hæmme kvindens
udfoldelsesmuligheder. Dermed bliver de en omkostning, og så bliver antallet reduceret,« forklarer han.
Befolkningstal fra FN tyder på, at den samme mekanisme i dag gør sig gældende på globalt plan. Her
toppede befolkningstilvæksten i 1970, og siden er fødselstallet ikke kun faldet i samtlige verdensdele, men
det er decideret styrtdykket i en række udviklingslande. For eksempel fik en gennemsnitskvinde fra
Bangladesh 7,0 børn i 1970, men kun 2,3 børn i 2009, mens en colombiansk kvinde i samme periode
gennemsnitligt gik fra at føde 5,3 børn til 2,5 børn.
Ifølge udviklingsøkonom ved Københavns Universitet Thomas Markussen skal faldet især tilskrives den
økonomiske udvikling, og igen er kvindens position helt central. »Det handler meget om, at kvinder har fået
bedre uddannelse og kan tjene mere på arbejdsmarkedet, og så er det dyrere for hende at gå derhjemme og
passe børn,« forklarer udviklingsøkonomen.
Han fremhæver også kvindefrigørelse som en vigtig forklaring: »Kvindernes indflydelse er blevet større, og
det er dem, der bærer omkostningerne ved at få børn. Dette koster ikke bare tid og kræfter, men er også
farligt i mange lande, der har en høj dødsrate i forbindelse med fødsel og graviditet.«.

Tvivl om udviklingen i Afrika
Ikke mindst det “slående fald” i fertilitet i især mange asiatiske, men også tidligere i vestlige lande, får
Thomas Markussen til at se lyst på udviklingen af det globale befolkningstal.
Han betragter dog Afrika, hvor nogle lande stadig har en høj befolkningsvækst, som lidt af en joker.
»Udvikling er det bedste værn mod høj befolkningstæthed, men der er – i hvert fald teoretisk – en risiko for,
at befolkningen i nogle afrikanske lande som for eksempel Uganda vokser så hurtigt, at man ikke kan nå at
hæve velfærdsniveauet over det stadie, hvor der er høj befolkningstilvækst,« påpeger Thomas Markussen.
Han tilføjer dog, at den dynamiske udvikling i Kina og Østasien medfører stadig højere lønninger der,
hvilket på et tidspunkt kan komme Afrika til gode af konkurrencemæssige grunde.
I dag er hele verden – også afrikanere – vidner til den vestlige levestandard, og efter økonomilektor Jacob
Weisdorfs vurdering vil de centralafrikanske lande i løbet af 10-20 år slå ind på det vestlige vækstspor.
»De er formentlig ligesom os interesserede i en høj materiel levestandard, men det kræver, at de skærer ned
på de mange børnefødsler, for ellers vil de simpelthen ikke have råd til børnenes uddannelse,« argumenterer
Jacob Weisdorf.

Teknologiske landvindinger
Økonomernes optimisme er helt i tråd med FN’s nyeste fremskrivninger. De viser, at det globale
befolkningstal vil stabilisere sig på godt 10 milliarder mod slutningen af dette århundrede. Det er væsentlig
lavere end tidligere skøn og tyder på en vis kontrol med situationen, i hvert fald kvantitativt.
For hvad sker der, hvis alle verdens borgere kræver samme del af verdens resurser, som vi har i Vesten?
Allerede i dag skulle der flere kloder til for at klare den situation, og verdens befolkning er stadig voksende,
selv om befolkningstilvæksten er aftagende.
Der var 10 millioner briter, da Malthus udtrykte tvivl om, hvorvidt kloden kunne holde til flere. I dag er der
60 millioner. Paul Ehrlichs bog om befolkningsbomben ramte Jorden, da der levede fire milliarder
mennesker på den. I dag er vi syv, men forfatterens dystre profetier mangler stadig at gå i opfyldelse.
»Dommedagsprofeterne har ikke slået til. Det har vist sig, at det kan lade sig gøre at blive flere,« konstaterer
professor emeritus Poul Christian Matthiessen. »I 1800-tallet beregnede man i London, at hvis der blev ved
med at komme alle de hestekøretøjer, så ville der efterhånden komme hestepærer op i første sals højde. Men
sådan går det ikke, for der kommer ny teknologi.«.

I menneskenes hænder
På den baggrund tror professoren, at man også vil kunne tackle fremtidens behov for resurser, idet han dog
understreger, at klodens skæbne ligger i menneskenes hænder.
»Man skal også huske på, at verden har oplevet en ekstrem høj befolkningstilvækst de sidste 100 år samtidig
med en ekstrem kraftig vækst i levestandarden.
Så historien viser klart, at der ikke er nogen automatik i, at det bliver vældig problematisk at bruge flere
resurser,« supplerer udviklingsøkonom Thomas Markussen, som også fremhæver den teknologiske udvikling
som hovedårsagen.

Pres fremmer innovation
Menneskets evne til at fremskaffe resurser historisk set, gør også økonomilektor Jacob Weisdorf optimistisk
på fremtidige generationers vegne.
Han giver et eksempel.
»Fund af skeletter for lidt over 10.000 år siden tyder på, at mennesker var under et vist pres.
Der er flere våben i fundmaterialet, personerne har generelt flere læsioner i hovedet og knubs på kroppen,
hvilket tyder på flere fysiske kampe end tidligere. Man har også eksempler på, at folk blev lavere, hvilket
kunne tyde på, at fødevareresurserne pr. person var dalende,« fortæller han.
Menneskene stod altså i en situation med knappe resurser, men indså så, at det kunne betale sig at dyrke
jorden og sætte dyrene i en fold i stedet for at leve af bær og nødder og jagt.
»Da man kom under pres, begyndte man altså at gøre ting, som fik fødevarekammeret til at vokse, og som
formentlig har lagt grunden til det, vi i dag kalder landbrug,« siger Jacob Weisdorf.
Selv i mindre trange perioder er der ting, som tyder på, at mennesker har haft en ret god fornemmelse for at
leve i balance med jordens resurser, understreger økonomilektoren.
»I forskningskredse får man mere og mere den opfattelse, at navnlig jæger-samlere havde en ret god
forståelse af, hvor stor en befolkning deres omgivelser kunne brødføde også på længere sigt,« fortsætter han
og konkluderer: »Hvis man ser på udviklingsforløbet i en meget, meget lang tidshorisont, ser man, hvordan
menneskeheden indimellem når grænsen resursemæssigt.
Så træder der en Malthus eller en Ehrlich frem – som nu – og råber vagt i gevær.« Det er efter Jacob
Weisdorfs mening kun godt, for det svarer til den fremsynethed, som nutidige jæger-samlere udviser, når de
holder igen med børnefødslerne for også på længere sigt at kunne leve i harmoni med de få resurser, der er til
stede.
»Men befolkningspres og stigende fødevarepriser kan også medvirke til at stimulere et teknologisk
gennembrud, der igen baner vejen for en større befolkning,« tilføjer Jacob Weisdorf.

DEMOGRAFISK TRANSITION I DANMARK
Trin 1: I begyndelsen er både fødsels-og dødsraten forholdsvis høje.
Trin 2: Fra 1750 begynder dødeligheden imidlertid at gå ned, måske som følge af bedre ernæring og
hygiejne, måske på grund af immunitet over for de værste epidemiske sygdomme. Fertiliteten holder sig på
et højt niveau gennem hele 1800-tallet, og befolkningen vokser kraftigt i denne periode.
Trin 3: I løbet af 1900-tallet falder fødselstallet ganske dramatisk indtil ca.
1985, hvorefter såvel fødsels-som dødsrate er forholdsvis lave.
Kilde: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie.
FN s befolkningsfremskrivning viser, at befolkningstilvæksten er faldende og vil stabilisere sig på godt 10 milliarder mod slutningen
af århundredet. Det skyldes et fertilitetsfald i alle verdensdele i kølvandet på den økonomiske udvikling og
de dermed ledsagende forandringer specielt i kvindens stilling. Effektive præventionsmidler spiller også en
rolle. Den grå kurve viser hovedalternativet, mens den røde og grønne kurve viser udviklingen, hvis der
bliver født 0,5 børn pr. kvinde mere eller mindre. Selv små udsving har altså store følger for
befolkningstallet.
DEMOGRAFISK TRANSITION
Den demografiske transition beskriver overgangen fra høje fødselstal og høje dødstal til lave fødsels-og
dødstal.
Overgangen starter typisk, når et land industrialiseres og består i den korte version af tre trin: > Såvel
fødsels-som dødsrater er høje > Fødselsraten er høj, mens dødsraten er lav > Såvel fødsels-som
dødsraten er lave.
FÆRRE BØRN I UDVIKLINGSLANDENE
Ifølge FN er fertiliteten i udviklingslande gennemsnitligt faldet fra 6 børn pr. kvinde i starten af 60′ erne til
2,6 børn i dag.
Fødselsrate for udvalgte lande, 1970 og 2009.
Bangladesh 1970 7,0 2009 2,3 Columbia 1970 5,3 2009 2,5 Indonesien 1970 5,5 2009 2,4 Jamaica 1970 5,3
2009 2,4 Mexico 1970 4,9 2009 2,3 Thailand 1970 5,5 2009 1,8 Zimbabwe 1970 7,7 2009 3,9 Kilde:
Verdensbanken.