Flydende på et oprørsk valutahav

Mens Danmark med sin fastkurspolitik gør det nemmere for erhvervslivet at handle med
eurolandene, har Sverige med sin flydende valuta haft lettere ved at tilpasse sig økonomiske
kriser. Fast eller flydende? Teorien om optimale valutaområder klæder lande på til at vælge.
Som uroen i euroland viser, kan et forkert valg have dramatiske konsekvenser.
For små tre år siden kunne man se forlystelsessyge svenskere stå foran Tivoli i København og se
længselsfuldt ind mellem den gamle haves tremmer, mens de så ud til at tænkte: »Nej, det er for
dyrt, jeg må hellere nøjes med en tur i Folkets Park hjemme i Malmø.« Aviserne skrev om, hvordan
danskere kastede medlidende blikke efter broderfolket, som stod der med sin sølle valuta.
Samtidig stormede købelystne københavnere hinsidan for at købe billigt ind. Med en svensk
kronekurs på under 65 danske øre var der i høj grad lagt op til powershopping.
Men var det nu så skidt for Sverige? Nej, mener den svenske økonomiprofessor Lars Calmfors.
»Det hjalp Sverige til hurtigere at kunne tilpasse sig den dybe økonomiske krise, som var dengang,«
forklarer han.
Det skete, fordi den svenske valuta er flydende, og de finansielle markeder sænkede værdien på den
svenske krone. Dermed gav det en kæmpe håndsrækning til det svenske erhvervsliv, som med
skærpet konkurrenceevne fik sat mere damp under kedlerne i en hård tid.
Dette hænger sammen med teorien om optimale valutaområder, som den canadiske økonom Robert
Mundell fik nobelprisen for i 1999. Kerneordet i teorien er tilpasning og handler om, hvornår lande
ligner hinanden så meget, at de bliver ramt nogenlunde ens af økonomiske op-og nedgange.
Så behøver de nemlig ikke at kunne ændre deres egen rente for at tilpasse sig
konjunktursvingninger, og dermed kan de have fælles valuta og høste de fordele, der er forbundet
med det.

Flydende kontra fast kurs
Når Sverige i modsætning til Danmark kan tilpasse sig konjunktursvingninger ved en ændring af
kronekursen, skyldes det, at Sverige har valgt at lade sin valuta flyde og dermed har beholdt sit
renteinstrument, som Riksbanken skruer op og ned på i bestræbelserne på at nå en inflation på to
procent.
Det instrument har Danmark gennem mange år givet afkald på ved at føre en fast kurs i forhold til
euroen. Justerer Den Europæiske Centralbank, ECB, renten, følger vi efter. På den måde udgør
Sverige sit eget valutaområde, mens Danmark i praksis er i valutaområde med eurolandene.
Det har sine fordele, forklarer økonomiprofessor Niels Kærgård.
»Hvis man er et lille land, og valutamarkedet er stort, er det som den lille båd på det store hav; man
skal have nogle mål at styre efter. I Danmark har vi siden 1980′ erne fulgt en fast kurs, og når der
kommer bølger på det internationale valutahav, har markederne tillid til, at vi ligger op ad euroen,«
siger han.
Ifølge økonomiprofessor Torben M. Andersen er hovedfordelen ved den danske fastkurspolitik, at
den lægger valutakursen fast ift. et område, der står for over 60 procent af vores udenrigshandel.
»For firmaer, der handler med eurolandene, er der i praksis ingen usikkerhed omkring valutakursen,
så de behøver ikke tænke på, hvad kursen er om seks måneder, hvis kontrakten er langsigtet.
Det minimerer omkostningerne ved handel,« fremhæver han.
Omvendt har Danmark ikke det tilpasningshåndtag, hvor man selvstændigt kan tilpasse renten efter
konjunkturerne.
»Hvis vi sammenligner med Sverige, kan man sige, at svenskerne har en flydende valutakurs med
større udsving og mere usikkerhed, men som vi så, da krisen satte ind, fik dele af svensk erhvervsliv
selvfølgelig hjælp af et kraftigt fald i valutakursen,« siger økonomiprofessoren.

Flydende kurs i Norge
Mens det kan give mening for lande som Danmark og Sverige at opveje fordele og ulemper ved at
have en selvstændig pengepolitik ift.
eurozonen, har Norge klart mest glæde af en flydende valutakurs, vurderer Torben M. Andersen.
»Udsvingene i olieprisen flytter så meget i norsk økonomi, at det ville være svært for landet at føre
en fastkurspolitik,« ræsonnerer han.
Lande som Irland og Spanien kunne også have haft store fordele af at have beholdt deres eget
renteinstrument. For mens Grækenland måske er noget af en plimsoller, der både inden og uden for
eurofællesskabet i længden ville have svært ved at holde sig flot, når der er høj søgang i
valutahavet, forholder det sig ifølge Lars Calmfors anderledes med eksempelvis Spanien.
»For Spanien har det været en stor ulempe at miste renteinstrumentet ved at være med i ØMU’en.
De fik et boom i deres økonomi, som havde krævet en meget stram finanspolitik, som ikke var
mulig af politiske grunde. Så de havde behøvet en strammere rentepolitik,« pointerer den svenske
økonomiprofessor.

Kulturelle og sproglige barrierer
Samtidig ville Spanien have haft stor glæde af renteinstrumentet til at svække landets valuta i dag,
så det kunne have opretholdt sin konkurrenceevne.
Ifølge teorien om optimale valutaområder kunne mere fleksible spanske lønninger eller en mere
mobil spansk arbejdskraft imidlertid også have reddet konkurrenceevnen – og dermed situationen –
for landet. Men den spanske lønstruktur er ganske stiv, og sprog-og kulturbarrierer spænder ben for
en udvandring, der batter noget.
»I Europa er der forskellige sprog og traditioner, og derfor vil der være væsentligt færre, der flytter
end f. eks. i USA, hvor man ikke tænker så meget over det,« siger økonomiprofessor Niels Kærgård
og giver et nærliggende eksempel på, hvornår det ikke behøver at føre til indre spændinger i et
valutaområde, selv om en region i området bliver særligt hårdt ramt af en krise.
»Fiskeriet og landbruget har haft nogle hårde år, og det er gået langt mere ud over Bornholm end
over hovedstadsområdet. Med egen mønt kunne bornholmerne have bevaret noget mere erhvervsliv
på øen, men i stedet kunne arbejdskraften jo flytte,« påpeger Niels Kærgård.

Forudsætningerne brast
Med flere mere eller mindre synkende både i det urolige eurofarvand kan man dårligt kalde
ØMU’en for en succes her en halv snes år efter indførelsen af den fælles mønt. Sandsynligvis har
valutaunionen tværtimod forværret situationen for især den sydeuropæiske flåde, der – i læ af den
bundsolide tyske damper – har været for længe om at få rejst et advarselsflag.
»Det er svært at hævde, at euro-området i økonomisk forstand er et optimalt valutaområde,« siger
Lars Calmfors og uddyber: »Det har vist sig, at konjunkturerne stadig går i utakt med hinanden, og
at hverken fleksible lønninger eller mobil arbejdskraft har kunnet kompensere for denne ubalance.
Man har heller ikke kunnet overføre penge mellem landene.« »Der er kommet store spændinger
inden for euro-området mht. konkurrenceevne,« samtykker Torben M. Andersen og konkluderer, at
forudsætningerne har vist sig ikke at holde.
Her hentyder økonomiprofessoren til en udbygning af teorien om optimale valutaområder.
Mens den klassiske tolkning af teorien tog udgangspunkt i, at kriterierne allerede skulle være
opfyldt før etableringen af valutaområdet, går en moderne tolkning af teorien ud på, at hvis man
først indfører en fælles mønt, så vil de forskellige dele af denne valutaunion blive tvunget til at sikre
en mere smidig lønstruktur, fordi man ikke længere kan bruge valutakursen til at tilpasse sin
konkurrenceevne med.
For at få eurolandene ind i mere smult vande skærper EU derfor med europluspagten kravene til de
enkelte eurolande.
»I den nye pagt giver man udtrykkeligt udtryk for, at man skal sikre en mere ensartet udvikling i
valutaområdet. Pagten er gennemsyret af den tankegang, at landene skal fokusere meget mere på
konkurrenceevne, netop for at der ikke skal komme så stor heterogenitet og store spændinger inden
for møntunionen,« fremhæver Torben M. Andersen.
newton@jp.dk

ROBERT MUNDELLS TEORI OM OPTIMALE VALUTAOMRÅDER
Hvis fordelene for to eller flere lande ved at have fælles valuta overstiger ulemperne, udgør landene
ifølge Mundells teori et optimalt valutaområde.
Fordelen er, at det bliver billigere, mere sikkert og gennemskueligt at handle med hinanden, hvilket
direkte er til gavn for landenes erhvervsliv.
Ulempen er, at de enkelte lande mister renteinstrumentet til at tilpasse økonomien med.
Derfor er landenes grad af enshed afgørende for, om fordelene dominerer: Jo mere de ligner
hinanden, dvs. jo mere deres konjunkturer går i takt, jo mindre vil de have brug for et selvstændigt
renteinstrument.
Hvis de enkelte landes konjunkturer ikke svinger i takt, kan følgende kendetegn bidrage til at
mindske en uensartet udvikling og spændinger i valutaområdet, så det alligevel bliver
velfungerende:

  • > Det har en høj grad af lønfleksibilitet.
  • Arbejdskraften er mobil.
  • Det kan føre en overordnet finanspolitik, herunder overføre resurser internt.

Om inflationsmålsætning
En stabil, ikke for høj inflation er et af de vigtigste mål for et lands pengepolitik. Normalt er det
centralbankens hovedopgave at sikre dette. I Danmark sker det indirekte, ved at vi fører
fastkurspolitik ift. euroområdet og dermed “importerer” inflationen derfra. I Euroområdet går
centralbanken direkte efter et inflationsmål på knap 2 pct., men selv om ECB i gennemsnit opfylder
målet, kan der godt være lande, der har væsentlig større eller mindre inflation.
Renten bliver hele tiden justeret op og ned for at forfølge dette inflationsmål, og det påvirker også
valutakursen. Centralbanken vil derimod aldrig direkte justere valutakursen, men lade dette være op
til markedet.
Inflationsmålsætning er altså en anden pengepolitik end den devalueringspolitik, som Danmark
førte i 1970′ erne, og som økonomer typisk advarer imod.
»Erfaringen viser, at det er svært at bruge dette instrument, og bare en overvejelse om muligheden
kan skabe usikkerhed, inflation og højere renter,« pointerer Torben M. Andersen.
New Zealand introducerede som det første land inflationsmålsætning i 1990, og siden er mange
lande, herunder de fleste i OECD, fulgt efter. Norge har f. eks. en inflationsmålsætning på 2,5 pct.,
mens Sveriges ligger på 2 pct.

Økonomisk slingrekurs

Hvad der udløser en krise og sender økonomien på kurs mod afgrunden, og hvordan
den igen bringes på ret kurs, afhænger af øjnene, der ser, samt hvilken teori man tror
på. Økonomi er ingen eksakt videnskab, og derfor bliver kriser ved med at overraske
selv eksperter.

Finanskrisen, der indtrådte i 2008, har mange fortilfælde. Lande er blevet invaderet. Stater udslettet fra landkortet.
Tusindvis af mennesker har i historiens løb måttet gå fra hus og hjem på grund af finansielle bobler.
Heller ikke Danmark er gået ram forbi. Omkring 1330 blev Danmark på grund af stor gæld pantsat til holstenske grever.
Og i slutningen af 1970′ erne talte den daværende finansminister, Knud Heinesen (S), om, at Danmark havde kurs mod
afgrunden.
Forløbet i verdensøkonomien siden 2008, hvor finanskrisen er blevet til en mere reel økonomisk krise med langvarig
lavkonjunktur med lav vækst og stigende arbejdsløshed, gør indtryk – selv på to tidligere overvismænd.
»Det er ekstra slemt for professionen, at der, selv efter at krisen er slået igennem, kører nogle økonomiske processer,
som vi ikke helt kan forklare,« konstaterer en af dem, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.
»Det gælder især sammenspillet mellem udviklingen på de finansielle markeder, f. eks. aktiekurser og
obligationskurser, og udviklingen i forbrug og efterspørgsel,« uddyber han.
Men hvad udløser en krise? Hvordan kommer økonomien på ret kurs igen? Hvorfor bliver kriserne ved med ikke blot at
komme, men også komme bag på økonomerne – og kan der gøres noget ved det? Det afhænger af øjnene, der ser.

To økonomiske skoler
Økonomisk teori er ikke naturvidenskab, og to økonomer har ikke nødvendigvis samme syn på deres fag. De to
vigtigste skoler er henholdsvis nykeynesianere og nyklassikere, idet de færreste økonomer dog bekender sig ubetinget
til én af retningerne. De allerfleste befinder sig snarere et sted på et spekter med de to positioner som yderpoler, dog
med en tydelig hældning mod nykeynesianismen, som er klart dominerende blandt danske fagøkonomer.
»I nykeynesianeres optik udløses økonomiske kriser typisk af markedsfejl, dvs. indbyggede brister på markederne, som
gør, at de ikke fungerer effektivt. Det har så nogle samfundsmæssige omkostninger, mest åbenbart arbejdsløshed. Der
vil normalt være mulighed for at føre en politik, der kan afbøde konsekvenserne af dette,« forklarer Torben M.
Andersen.
Det rene nyklassiske standpunkt er derimod, at markederne fungerer perfekt.
»Der kommer ganske vist udsving og konjunkturcykler, men det afspejler blot markedets tilpasning til forandringer i
markedsforhold, eksempelvis ny teknologi. Ifølge nyklassikere vil kriser typisk udløses af politiske fejl,« siger
økonomiprofessoren og giver et eksempel: »Nogle af dem vil mene, at krisen i 2008 skyldtes, at markederne ikke kunne
fungere ordentligt, fordi politikerne ødelagde dem med deres reguleringer.
Økonomiprofessor ved Københavns Universitet og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen supplerer:
»Nyklassikere vil lægge vægt på, at den finansielle regulering op til krisen var for klodset, og at der var et pres fra det
politiske system, for at befolkningsgrupper, der hidtil ikke havde været anset for at være kreditværdige, skulle have
adgang til boliglån,« siger han og fortsætter: »Her vil nykeynesianere i højere grad pege på, at det finansielle system har
en indbygget ustabilitet, for eksempel består bankernes indlån typisk af kortfristede lån, mens deres udlån placeres i
mere langfristede aktiviteter. Derfor er der et behov for en omfattende og konsekvent regulering af systemet.«.

Stimulans til økonomien
Denne forskel afspejler sig også i de to retningers syn på, hvad man skal gøre for at løse kriserne.
Overordnet set mener nykeynesianere, at store kriser skal besvares af politiske indgreb.
»De vil argumentere for, at der er behov for stimulans til økonomien, eksempelvis fremrykkede offentlige investeringer,
som skal kombineres med en langsigtet troværdig plan for, hvordan man får konsolideret de offentlige budgetter.
Nyklassikere vil sige, at dette gør mere skade end gavn, og blot forlade sig på, at markedsmekanismerne hen ad vejen
får redt trådene ud,« forklarer Peter Birch Sørensen og giver et aktuelt eksempel: »Der har været en heftig debat i USA
om, hvor effektivt det virker at føre en ekspansiv finanspolitik og køre med budgetunderskud, og hvor meget man
egentlig kan stimulere. Nykeynesianere vil sige, at selvfølgelig kan man da på kort sigt stimulere økonomien, mens
nyklassikerne vil stille sig stærkt tvivlende.«

Afhængig af eurozonen
Spørgsmålet er, om Danmark kan styre uden om den aktuelle internationale krise? »Vi er en lille, åben økonomi og kan
ikke neutralisere os mod de store globale kræfter, vi er oppe imod,« mener Torben M. Andersen. Han mener dog ikke,
at det er ensbetydende med, at vi ingenting kan gøre.
»Det er klart, at vores reformer har givet os et større råderum, end vi ellers ville have haft, men vi kan ikke koble os fra
udviklingen i eurozonen,« samtykker Peter Birch Sørensen.
De to økonomiprofessorer er enige om, at det trods alt giver Danmark bedre forudsætninger, at landet har mere styr på
økonomien end de fleste andre OECD-lande.
Dette skyldes ikke mindst, at vi tog ved lære af den økonomiske krise i 1970′ erne, hvor det blev klart, at
konjunkturpolitikken, der tager sig af kortvarige svingninger i økonomien, måtte suppleres med en mere langsigtet
strukturpolitik, der sigter mod en mere varig påvirkning af forholdene på fx arbejdsmarkedet.
»Man blev opmærksom på, at den strukturelle ledighed var blevet øget, så man ikke kunne stimulere økonomien i
samme omfang som før uden at få stigende inflation. Man blev også opmærksom på, at det var vigtigt at have styr på de
offentlige finanser, så statsgælden ikke kom ud af kontrol,« fremhæver Peter Birch Sørensen.
Et svar på de to indsigter var henholdsvis arbejdsmarkedsreformer, der skulle sikre et bedre udbud af arbejdskraft, og
nationaløkonomiske fremskrivninger, der skulle understøtte en finanspolitik med fokus på langsigtet holdbarhed.
Desværre er der ikke mange pæne drenge i klassen ud over Danmark og Sverige, når det gælder den mere langsigtede
økonomiske ansvarlighed, hvor man også tager hensyn til fremadrettede problemer som eksempelvis befolkningens
aldring.
»OECD-landene har gennemsnitligt forsømt at bruge de gode tider til at polstre sig til at klare kommende kriser. Derfor
starter de fra et højt gældsniveau, og så ryger man nemt ind i det røde felt,« kommenterer Torben M. Andersen den
aktuelle situation.

Forskning i forventningsdannelse
Mens økonomer allerede længe før finanskrisen i 2008 terpede økonomisk ansvarlighed over for politikere, har de selv
lært af krisen, at det er meget vigtigt med en mere omhyggelig regulering af den finansielle sektor, understreger Peter
Birch Sørensen, der betegner sig selv som udogmatisk nykeynesianer.
Også Torben M. Andersens mener, at fagøkonomerne bør arbejde hen mod en bedre forståelse af samspillet mellem det
finansielle og den reelle økonomi.
»Et er ikke at kunne forudse krisen, noget andet er de reaktioner, der kom senere. Det viser, at der er et stort
forskningsmæssigt behov,« understreger han.
Økonomerne håber at kunne blive bedre til at forudsige den næste krise.
»Men det er naivt at tro, at man kan gøre en markedsøkonomi krisefri. For eksempel er det svært at undgå, at investorer
tager for store risici, hvis de ikke har tilstrækkeligt ansvar. Der er også en tendens til, at der sniger sig en overdreven
optimisme ind, når det i en lang periode er gået godt,« siger den nykeynesiansk orienterede aarhusianske professor.
Peter Birch Sørensen peger ligeledes på, at fagøkonomer er i gang med at finde alternativer til den hypotese om
rationelle forventninger, der spiller en central rolle i mange økonomiske modeller.
»Vi har brug for en mere realistisk teori om forventningsdannelse.
Blandt andet vil det formentligt være frugtbart at inddrage flere indsigter fra psykologi, når vi skal beskrive eksempelvis
forventningsadfærd i vores makromodeller,« foreslår han.
Peter Birch Sørensen mener samtidig, at fagøkonomer bør have en mere kritisk holdning over for besnærende teorier
om effektive finansielle markeder.
»Vi skal måske studere den økonomiske historie lidt mere intensivt, for selv om der altid er nye træk ved nye kriser, så
er de grundlæggende mekanismer de samme,« siger han og fremhæver kraftige ejendomsprisstigninger og kraftig vækst
i kreditgivningen som typiske faresignaler på de finansielle markeder.
HVAD ER EN KRISE?
Finanskrise: En finanskrise er kendetegnet ved helt eller delvist nedbrud af finansielle markeder, bratte kursfald,
likviditetskriser, evt. også konkurser i den finansielle sektor.
Økonomisk krise: Økonomiske kriser er kendetegnet ved lav vækst, evt. recession, og stigende ledighed, og generelt
ligger den økonomiske aktivitet væsentligt under det, som økonomien egentlig er i stand til at producere. Økonomiske
kriser kan stamme fra en finansiel krise, men kan også have andre udspring. Et eksempel på dette er oliekrisen i 1970′
erne, som også havde andre effekter, eksempelvis var renten dengang – i modsætning til i dag – meget høj, da man førte
en ekspansiv pengepolitik.
HISTORISKE BOBLER I ØKONOMIEN
Økonomiske bobler er kendetegnet ved handel og spekulation i overvurderede varer eller værdipapirer, hvis priser før
eller senere styrtdykker. Eksempler på spektakulære og skæbnesvangre bobler:
Den nederlandske tulipankrise: Hollænderne blev straks fascinerede af tulipanen, da den flotte blomst kom på
markedet i 1593, og importen fra Tyrkiet kunne slet ikke følge med efterspørgslen.
Det fik priserne til at stige, hvilket udløste et veritabelt spekulationsorgie.
Da priserne var på det højeste i 1636, pantsatte mange borgere i Amsterdam deres huse for at investere i de mest
eftertragtede løg. Men i løbet af få uger faldt priserne dramatisk til en hundrededel, så folk stod pludselig uden tag over
hovedet.
Mississippi-svindlen: Mississippi-kompagniet fik i 1716 eneret på handlen med Frankrigs kolonier og ikke mindst
ansvaret for at opkræve franske skatter her. Det var så lukrativt, at priserne på kompagniets aktier skød i vejret fra 500
til 18.000 pund. Aktiernes popularitet skabte behov for flere pengesedler, hvilket kompagniet, der også havde
bankrettigheder, skyndte sig at trykke. Boblen brast, da det blev klart, at omfanget af nye pengesedler langt oversteg
kompagniets beholdning af guld. Ophavsmanden måtte flygte ud af Frankrig forklædt som kvinde for ikke at blive
lynchet.
Statsbankerot: Den Dominikanske Republik blev invaderet af USA i 1916, fordi den ikke kunne betale sin statsgæld.
Da Newfoundland nogle år senere gik bankerot, kostede det øen sin selvstændighed, og den blev en britisk koloni for
senere at blive opslugt af Canada. Wall Street-krakket En af historiens mest skæbnesvangre kriser. Efter en lang periode
med stor optimisme og kursstigninger på den amerikanske børs faldt kurserne i løbet af et par uger i oktober 1929 med
en tredjedel, hvilket blev startskuddet til den store depression i 1930′ erne.
DE ØKONOMISKE SKOLER
Nykeynesianere
Ifølge nykeynesianere skyldes problemerne ved konjunktursvingninger i økonomien typisk markedsfejl.
Det kan for eksempel være manglende konkurrence, mangelfuld information og stivheder i pris-og løndannelser.
Markedsfejl medfører, at samfundets ressourcer ikke bliver udnyttet på den bedst mulige måde. Derfor er
nykeynesianere fortalere for politisk indgriben i samfundsøkonomien. Retningen opstod, efter at den traditionelle
keynesiansk inspirerede teori fik problemer i 1970′ erne. Ifølge denne teori kunne lavkonjunkturer undgås gennem
finanspolitik, hvilket den kraftige inflation i 1970′ erne modbeviste. Nykeynesianere mener af samme grund, at man
skal koncentrere sig om politiske indgreb ved store kriser.
Nyklassikere
Denne skole mener, at markedsmekanismerne giver den bedst mulige ressourceudnyttelse, og at udsving og
konjunkturcykler blot afspejler markedets optimale tilpasning til forandringer i fundamentale markedsforhold, typisk ny
teknologi. Derfor er udsving ikke noget, der kræver politisk reaktion, tværtimod kan dette gøre stor skade, fordi man
forstyrrer en sund markedstilpasning. Retningen opstod i USA i 1970′ erne og har rødder i den monetaristiske
tankegang, der er meget skeptisk over for finanspolitik og lægger vægt på pengemængdens betydning for prisniveauet.
Samspil De to skoler stod især skarpt over for hinanden i 1980′ erne, men fronterne er i betydelig grad blødt op de
senere år, og mange nye makroøkonomiske analyser og modeller er blandingsvarianter. I Danmark er nykeynesianisme
i forskellige nuancer den dominerende retning, mens der i USA findes relativt flere nyklassisk orienterede økonomer.
JOHN M. KEYNES
Keynes blev født den 5. juni 1883 og døde den 21.
april 1946.
Han var en britisk nationaløkonom og grundlægger af den keynesianske teori, som han fremlagde i bogen “The General
Theory of Employment, Interest and Money” i 1936.
Teorien kunne forklare, hvorfor de industrialiserede lande oplevede stor og vedvarende arbejdsløshed i 1930′ erne og
dominerede økonomisk politik i årtierne efter Anden Verdenskrig.
Keynes mente, at en aktiv økonomisk politik var nødvendig, så staten kunne modsvare lav efterspørgsel i samfundet
med øgede offentlige investeringer for at nedbringe den høje arbejdsløshed.

Politikere skal lære “at nudge “

Reklameindustrien har altid vidst, hvordan man kan bruge
svagheder i den menneskelige natur til at øge en omsætning.
Nu er stater begyndt at gå den i bedene ved at bruge viden fra
den adfærdsøkonomiske forskning til at designe lovgivning til
samfundets og den enkelte persons bedste.

Hvilket medlem af en bogklub har ikke prøvet at få en helt uinteressant “månedens bog” på halsen,
fordi man glemte at afbestille den? Det har nok de fleste, og det har formodentlig netop været
bogklubbens mening med at designe medlemskabet på den måde.
Det var imidlertid aldrig sket for Homo Economicus, den mennesketype, som økonomerne
modellerer deres forskning over, og som er kendetegnet ved sin superrationelle adfærd.
»Der har været en tendens til at anerkende økonomiske modeller efter, hvor rationelle deres agenter
er. På den måde er antagelserne om Homo Economicus’ rationalitet vokset gennem årene, men
almindelige mennesker har ikke gjort samme fremskridt,« kritiserer den amerikanske
økonomiprofessor Richard Thaler, der for nylig var på besøg i København.
Og det er ikke kun “det økonomiske menneskes” rationalitet, som almindelige mennesker har svært
ved at leve op til, men også størrelser som hans viljestyrke, årvågenhed og følelsesmæssige
immunitet.
Richard Thaler har derfor i lighed med en voksende skare af økonomer gennem de seneste 25-30 år
arbejdet med at forfine de økonomiske modeller med indsigter fra især den kognitive psykologi,
hjerneforskningen og eksperimental økonomi, så de mere dækkende kan beskrive menneskers reelle
adfærd.
Ikke alle klassiske økonomer har set med milde øjne på denne “undergravende” gruppe af
adfærdsøkonomer, som Richard Thaler med et glimt i øjet kalder den. Men i takt med at de
traditionelle økonomiske modellers utilstrækkelighed er blevet stadig mere tydelig, har
adfærdsøkonomien vundet indpas, og den endegyldige videnskabelige blåstempling kom, da
nobelprisen i økonomi i 2002 blev givet til to af dens pionerer.

Valgarkitektur
Den akademiske anerkendelse var imidlertid ikke nok for Richard Thaler. Den nye viden, om hvilke
drivfjedre der påvirker den enkeltes adfærd, skulle også bruges til noget konkret. Derfor udgav han i
2009 sammen med sin kollega Cass Sunstein bogen “Nudge : Improving Decisions About Health,
Wealth, and Happiness”. Her forklarer de, hvordan man ved at give folk et puf, et “nudge “, kan få
dem til i højere grad at træffe de beslutninger, de i virkeligheden ønsker, og som er i
samfundsmæssig interesse.
»Det handler om at designe omgivelser og systemer, det, vi kalder valgarkitekturen, så den tager
højde for, at mennesker ikke altid tænker helt rationelt, ikke altid har optimal viljestyrke og kan
være lidt dovne eller uopmærksomme,« uddyber Richard Thaler og gør opmærksom på, at der altid
vil være en valgarkitektur – også selv om den ikke er designet bevidst.
Han nævner pensionsopsparing som et eksempel, hvor nudging har gjort en vigtig forskel. Det var
et problem, at amerikanske lønmodtagere sparede for lidt op til frivillig pension og i hvert fald
mindre, end de selv angiveligt ønskede. Efter devisen: Jeg venter med at gøre noget ved det til
næste år, blev der ikke sparet ret meget op.
Samtidig vidste man fra den adfærdsøkonomiske forskning, at mennesker har en udtalt aversion
mod tab. I modsætning til Homo Economicus, hvis glæde over at vinde 1.000 kroner præcis
matcher hans sorg over at miste 1.000 kroner, bliver gennemsnitsmennesket kun ca. halvt så glad
for at få et beløb, som det bliver ked af at miste den samme sum.
For at “skubbe lidt til” denne gruppe designede man en valgarkitektur, hvor
pensionsindbetalingerne skete automatisk af kommende lønstigninger.
På den måde gik man opsparernes modvilje mod tab i møde: De følte ikke i samme grad, at der blev
taget noget fra dem, og resultatet har også været, at langt flere har sluttet sig til en pensionsordning.
Ifølge Richard Thaler er det et vigtigt element i nudging, at det “bedste” valg også skal være det
nemmeste at træffe.
»Det handler meget om at ramme folk i det kritiske øjeblik, hvor de skal udføre en bestemt
handling,« supplerer Pelle Guldborg Hansen, der er formand for Dansk Nudging Netværk. »Og
nudging kan anvendes inden for alle mulige områder,« tilføjer han.

Sund fornuft
I Amsterdams lufthavn blev rengøringsarbejdet lettere, efter at man havde tegnet en forstørret flue
op i nærheden af urinalets afløb. I en amerikansk skolekantine beholdt man retterne, men ændrede
på placeringen af dem med det resultat, at der blev spist tre gange så mange grøntsager.
Begge eksempler viser, hvordan et lille skub kan fremme en tilsigtet, mere fornuftig adfærd.
Men er der egentlig noget nyt i det? »Nej, der er ikke noget nyt ved nudging,« svarer Richard
Thaler med et bredt smil. »Det er bare common sense, men det er vel ikke en grund til at afvise det.
Nu, hvor forskningen i adfærdsøkonomi har nået en vis modenhed, ville vi imidlertid også gerne
have, at ledende politikere begynder at udnytte disse redskaber, så de i det mindste bliver lige så
gode til det som folk i supermarkeder.« Det er således ikke mindst policy, som resultaterne fra
adfærdsøkonomernes forskning skal bruges til. I den forbindelse introducerer bogen “Nudge ”
begrebet “libertær paternalisme”, en umiddelbart paradoksal ordsammensætning, der peger i retning
af, at borgeren har uindskrænket valgfrihed samtidig med, at han udsættes for statens normer.
Efter Richard Thaler opfattelse har forfatterne imidlertid med dette begreb formået at gøre klart, at
nudge -dagsordenen hviler på en filosofi, der befinder sig hinsides den traditionelle venstre-højre
skala.
»Ingen tvinges til noget, folk har stadig alle valgmuligheder, men de bliver hjulpet til at opnå de
mål, som de selv definerer, men ikke rigtig ved, hvordan de kommer hen til,« argumenterer han.
Men hvis man ikke kan have tillid til, at folk træffer de rette beslutninger for sig selv, hvordan kan
man så have tillid til, at de træffer de rette beslutninger for os andre? »Det er ikke sådan, at ledere
altid ved bedre, men de har adgang til eksperter, som kan hjælpe dem.
Vi har for eksempel advokeret for investeringsstrategien i den pensionsopsparing, som
virksomhederne tilbyder deres ansatte. Det har vi gjort, fordi virksomhederne ved mere om det end
98 procent af medarbejderne,« svarer Richard Thaler.
Tidligere overvismand Torben M. Andersen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet, er positiv
over brug af nudging.
»Danske politikere kan givetvis med fordel anvende nudging på specifikke områder. Det er en
naturlig videreudvikling af og brug af indsigt fra adfærdsøkonomien, selvom nogle af elementerne
er kendt fra marketing. Det kan virke både som signal og information og derfor benyttes til
adfærdsregulering eller påvirkning,« siger han og tilføjer, at han på de “store” områder som f. eks.
sundhed og miljø mere ser det som en støtte til traditionel politik (skatter og regulering) end som et
alternativ.
Dansk potentiale
Hvor er grænserne for nudgingens anvendelsesområde? Kunne det for eksempel have forebygget
finanskrisen, da der findes flere eksempler på irrationelle handlinger i den finansielle sektor? Til en
vis grad, mener den amerikanske økonom.
»For at optage et boliglån i USA skulle du studere 100 sider og skrive under på 30 formularer, som
ingen læste. Efter min opfattelse skulle man i stedet have fået en usb-stick med oplysningerne, som
din computer kunne regne på. Så kunne den have fortalt, hvordan lånet passede til din økonomi, og
om der var ubehageligheder gemt i oplysningerne,« ræsonnerer han.
Når det gælder mulighederne for at nudge os ud af krisen, er han til gengæld mere tøvende.
Richard Thaler er dog ikke i tvivl om, at nudging vil kunne gavne dansk samfundsøkonomi.
»I mange tilfælde vil en udnyttelse af indsigterne fra adfærdsøkonomien gøre politisk ledelse mere
effektiv. Jeg tror, der er et potentiale for en masse små ændringer, som sammenlagt kan give et stort
tal,« vurderer han og nævner gennemtænkte breve til skatteskyldnere som en mulig statslig
indtægtskilde.
newton@jp.dk

EKSEMPLER PÅ NUDGING
Ved at “mærke af” med en flue i urinalerne kan man påvirke, hvor meget, der bliver tisset ved siden
af. Et eksempel ses i lufthavnen i Amsterdam, hvor man ved at tegne en lille flue styrede
træfsikkerheden, så der blev 80 pct. mindre urin at tørre op. Derved kunne man spare på
rengøringsudgiften. I dag kan man både købe urinaler med fluer og særlige klistermærker til
formålet. Der er også mange andre eksotiske versioner af metoden. I Tyskland har man tidligere
givet de trængende mulighed for at sigte efter et mål.
I Storbritanien har man øget organdonation ved f. eks. at få folk til at tage stilling, når de erhverver
et kørekort.
I USA har man stimuleret pensionsopsparingen ved at gøre den til en del af kommende
lønstigninger.
PBS er et nudge , hvor man stimulerer, at folk betaler deres regninger til tiden og undgår rykkere.
Google anvender nudge , når de hjælper søgeren med at finde vej.
I Chigago forsøger man at få folk til at køre langsommere ved at tegne advarselsstregerne stadig
tættere, jo tættere bilisten kommer på et farligt sving. Metoden anvendes også i USA ved at plante
træer med stadig mindre afstand ved indkørslen til byer.
Når slik og fed mad placeres centralt i et supermarked eller i en kantine, øger det salget og
kundernes dårlige madvaner. Omvendt hvis man placerer det sunde mad centralt.
RICHARD THALER
født 1945 Amerikansk økonomiprofessor ved University of Chicago Booth School of Business Har
i mange år forsket i adfærdsøkonomi sammen med nobelprisvinderen Daniel Kahneman.

Et kærligt puf hen mod salatbuffeten

I USA og Storbritannien er nudging blevet en del af det
politiske program. Det er endnu ikke sket i Danmark, men i
samfundslivet gærer det – bl. a. hos Kræftens Bekæmpelse.
I USA har Obama-administrationen ansat medforfatteren til bogen Nudge , Cass Sunstein, til at gå
al lovgivning efter i sømmene ud fra en nudge -dagsorden. Også i Storbritannien har nudging
vundet indpas på statsniveau, idet den konservative regering har gjort nudging til en del af sit
politiske program ved at nedsætte et Behavioural Insight Team, i folkemunde kaldt nudge -enheden.
Den skal undersøge, hvor det er hensigtsmæssigt at anvende nudging i nye love. Et resultat af det er
ændrede regler for organdonation.
Her skal man i dag, når man tager kørekort tilkendegive, om man vil være organdonor eller ej,
hvilket har medført en markant stigning af donorer.
»Nu er turen kommet til Danmark,« proklamerede økonomiprofessor Richard Thaler fra talerstolen,
da han holdt gæsteforelæsning om nudging i København for nylig. Og der er noget at komme efter,
for endnu er eksemplerne fra dansk politisk hold ret sporadiske som f. eks. forslaget fra Det
Radikale Venstre om, at postomdelte reklamer skal ændres fra at være et fravalg til at være et
tilvalg.
Sundest og nemmest
På græsrodsniveau spirer det imidlertid, og eksempelvis Kræftens Bekæmpelse har taget nudging til
sig som et ekstra redskab i værktøjskassen.
»Der er en masse områder, hvor hverken oplysning, lovgivning eller økonomiske incitamenter er
supereffektive midler til at fremme en sundhedsdagsorden, men hvor nudging kan gøre en forskel,«
konstaterer Gitte Laub Hansen, konstitueret projektchef i Kræftens Bekæmpelse.
Hun har blandt andet undersøgt, hvordan forskellige kantine-settings påvirker vores ernæring, og
hendes konklusion er klar: Hvis man sørger for, at det sundeste at gøre også er det nemmeste, så
sker der forbedringer.
Eksempelvis viser et forsøg, at det reducerer den enkelte kantinegæsts energiindtag med 38 procent,
hvis man fjerner bakkerne, fordi gæsten simpelthen tager mindre mad fra buffeten. Ud fra et
sundhedsperspektiv er det en forbedring, fordi danskerne generelt spiser for meget. Små ting som at
anvende mindre tallerkener og udtrykkeligt angive energiindholdet i eksempelvis varme drikke fra
en automat har samme effekt.
Grønne pile til salaten
Potentialet er ligeledes stort, når det gælder om at få danskerne til at spise relativt mere af det sunde.
»I et forsøg ledte man ved hjælp af grønne pile i gulvet folk forbi salatbuffeten før den varme ret.
Resultatet var, at forbruget af grøntsager blev fordoblet,« fortæller Gitte Laub Hansen og nævner
endnu et eksempel: Medarbejderne i en IT-virksomhed havde for vane at drikke en halv liter cola på
flaske tre gange dagligt uden at tænke nærmere over det.
Man gik over til at tilbyde den gratis cola fra en dispenser i stedet, hvorefter colaforbruget blev
halveret.
»Det var i alles interesse, også medarbejdernes, som havde klaget over, at de tog to-fem kilo på, når
de startede i virksomheden,« siger Gitte Laub Hansen.
Det sidste er en vigtig pointe, og projektlederen henviser til, at hovedparten af danskerne ifølge
undersøgelser gerne vil leve sundere, men erkender, at de ikke er gode til det selv og har brug for, at
nogen giver dem et kærligt puf i den rigtige retning.
»Nudging går jo ikke ud på at fratage nogen valgmuligheder. Vi vil ikke forhindre nogen i at få
remoulade og mayonnaise, vi laver bare nogle ændringer, så det bliver nemmere at vælge sundere,«
pointerer hun.
newton@jp.dk

Statsbankerotten i 1813

I 1813 fik Danmark en omfattende pengereform, der er gået over i
historien som Statsbankerotten i 1813. Måske lever den ikke
helt op til navnet, for der var mere tale om en nedskrivning af
statsgælden end om en egentlig betalingsstandsning.

Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene fra 1807 havde været dyr for statskassen, der ikke blot
måtte bruge enorme summer på udrustninger ved den holstenske grænse og anden krigsindsats, men
også give afkald på betydelige told-og valutaindtægter.
Da det ikke var muligt at klare underskuddet på statsfinanserne med nye skatter eller nye lån, blev
løsningen at forøge pengemængden, og man udstedte sedler i det uendelige. Det skabte en kraftig
inflation, og sedlernes værdi i forhold til sølvværdien faldt drastisk fra 87 procent i 1810 til 14
procent i 1812.
Det blev derfor nødvendigt at gennemføre en omfattende reform med en dramatisk nedskrivning af
pengesedlernes værdi i forhold til sølv, hvor de gamle kurantrigsdalere blev omvekslet til nye
rigsbanksdalere i forholdet 6: 1. Samtidig indeholdt pengereformen en tvungen udsættelse af en del
af statens betalinger, en delvis nedskrivning af statsgælden, og udstedelsen af sedler fik et loft på 46
millioner.
De nye betalingsmidlers reelle værdi blev sikret ved, at man pålagde al fast ejendom en
førsteprioritet.
»Den danske statsbankerot er særlig bemærkelsesværdig, fordi man lagde en prioritet ind i alle
landets faste ejendomme, så ejerne skulle betale seks procent af værdien til Rigsbanken,«
fremhæver tidligere overvismand Christen Sørensen.
Uafhængig nationalbank Pengereformen skabte dog ikke i førte omgang ro omkring dansk
pengepolitik. Man havde nemlig forsømt at give banken en selvstændig styrelse, og allerede under
krigen i 1813 faldt regeringen for fristelsen til at forgribe sig på bankens dækning, da der manglede
penge i statskassen.
Det fik kursen på rigsbanksedler til at styrtdykke, og det hjalp ikke alverden, at krisen mobiliserede
patriotiske kræfter som store handelsfirmaer, der søgte at hjælpe regeringen ved at tapetsere
væggene i deres kontorer med banksedler, der ikke skulle indløses.
Mere styr på de danske statsfinanser kom der først, da Rigsbanken i 1818 skiftede navn til
Nationalbanken og samtidig gik fra at være kongelig til privat, mens bestyrelsen blev uafhængig af
regeringen.
Nationalbanken fik desuden monopol på at udstede pengesedler, hvilket også bidrog til at skabe ro
omkring pengevæsenet.
»Før havde det været noget ustabilt rod med flere samtidige pengesystemer og flere institutioner
som eksempelvis speciebanker, kurantbank og depositkasser,« pointerer museumsinspektør på
Nationalmuseet Michael Märcher.
Museumsinspektøren ser i det hele taget statsbankerotten som startskuddet til en vellykket sanering
af pengevæsnet.
»Fra midten af 1700-tallet gik det langsomt ned ad bakke, og bunden blev nået med
statsbankerotten.
Herefter startede genopretningen med Rigsbanken og Nationalbanken. I 1845 var det lykkedes
Nationalbanken at få ophobet så meget sølv, at grundlaget for sølvindløselighed kunne genindføres.
Den havde været suspenderet siden 1757. De efterfølgende årtier brugte man så på at skabe et
ensartet fælles pengevæsen i hele riget, så man i 1870′ erne kunne indføre et topmoderne
guldmøntsystem med den nye kroner-øre-mønt,« ridser han de lange linjer op.
newton@jp.dk
ARGENTINA VERDENSHISTORIENS STØRSTE STATSBANKEROT
Statsbankerotten i Argentina i 2001-2002, hvor landet misligholdte en udlandsgæld på over 95
milliarder dollar, er ikke kun særlig interessant, fordi det er verdenshistoriens hidtil største, men
også fordi den har lighedspunkter med den aktuelle situation i Grækenland.
For at få bugt med en hyperinflation i 1980′ erne indførte Argentina en meget stram fastkurspolitik
over for dollaren. Det forværrede konkurrenceevnen drastisk, hvilket medførte et kronisk stort
underskud på statsbudgettet, og landet blev nødt til at låne udefra for at fastholde kursen.
En international krise i 1999 sendte landet i recession, og til sidst blev renterne så høje, at det ikke
kunne låne og betale tilbage. Da fastkurspolitikken blev opgivet ved statsbankerotten, faldt pesoens
værdi med 70 procent, og Argentinas økonomi skrumpede med knap en femtedel.
NEWFOUNDLANDS BANKEROT EN HELT USÆDVANLIG HISTORIE
I 1933 blev en truende statsbankerot årsag til, at Newfoundland blev annekteret af Canada.
Faldende toldindtægter parret med dramatisk stigende udgifter efter en dyb fiskerikrise blev
skæbnesvanger for den lille østat. I forvejen var der mere end lavvande i statskassen efter en
årrække med underskud, og i 1932 gik broderparten af statsindtægterne alene til renteudgifter.
En statsbankerot var i sigte, men inden den blev effektueret, havde Det Britiske Imperium, som
Newfoundland hørte under, sørget for, parlamentet opløste sig selv. De 280.000 borgere blev i
første omgang påduttet et diktatur, hvorefter øen blev føderalt med Canada.

Statsbankerot – et spørgsmål om kalkule

Tårnhøj gæld bringer ikke i sig selv en stat på bankerottens rand. Men det kan landets evne til at opkræve skatter og styreudgifter gøre. Når en gældstynget stat skal vælge, om den vilstandse betalingerne, er det afgørende, om det er renteudgifter eller offentlig overforbrugsfest, der er ved at tvinge den i knæ.

At være medlem af eurozonen forlener ethvert land med en aura af soliditet og finansiel
troværdighed, men Grækenland er i virkeligheden noget af en serieforbryder, når det gælder
statsbankerotter.
Ikke mindre end fem gange og i sammenlagt over 50 år har landet været i betalingsstandsning.
Nu er grækerne blevet indhentet af deres fortid og må endnu en gang overveje, hvorvidt de vil leve
op til deres betalingsforpligtelser.
For det er netop en beslutning, som grækerne selv træffer. Mens private debitorer kan slæbes i
retten, er der ikke meget, kreditorer kan stille op med suveræne stater, der nægter at betale.
Og det er netop, hvad det handler om, når en stat går bankerot. Vil den leve op til sine
gældsforbligtelser og betale? »Så længe vi ikke har en verdensregering, der kan bestemme over de
enkelte nationale regeringer, bliver det i sidste instans en politisk beslutning, om et land vil
overholde sine betalingsforpligtelser,« slår tidligere overvismand, økonomiprofessor Peter Birch
Sørensen fast.
Politisk afvejning
Når det er en frivillig sag, om man vil betale sin statsgæld, er det interessante spørgsmål, hvorfor så
få stater i dag faktisk skrider til betalingsstandsning, påpeger økonomiprofessor David Dreyer
Lassen. Svaret er, at en statsbankerot ganske vist er en mulighed, men det er ikke en gratis
mulighed. Et land med gæld til op over begge ører er derfor nødt til at foretage en politisk
costbenefit analyse.
Prisen for en statsbankerot er først og fremmest et dårligt omdømme blandt internationale
investorer.
»Vi plejer at se, at renten stiger, og der går nogen tid, før man kan vende tilbage til lånemarkedet,«
siger finansprofessor Jesper Rangvid.
»Långivere vil typisk kræve en højere risikopræmie,« samtykker David Dreyer Lassen, der dog
tilføjer: »I praksis er der sjældent tale om en fuldstændig statsbankerot, ofte er der tale om en
omstrukturering, hvilket betyder, at kreditorerne får nogle af deres penge og måske senere end
aftalt.« Under alle omstændigheder er prisen i form af forringede lånemuligheder i kølvandet på en
bankerot ikke lige høj for alle gældsplagede lande, understreger Peter Birch Sørensen.
Et land, der har en stor gæld, men som til gengæld – inden rentebetalingerne – evner hvert år at få
nogenlunde lige så mange penge i statskassen, som der gives ud, vil have mere ud af at gå
statsbankerot.
For så skyldes budgetunderskuddet udelukkende renterne af den eksisterende gæld, og dem slipper
man jo for, mens det ikke spiller så stor rolle, om man bliver lagt på is af det internationale
lånemarked, da man har styr på resten af sit budget. For lande, der har underskud på budgettet selv
uden at medregne renter, er det mindre fristende at gå bankerot, for de er nødt til meget hurtigt at
bringe underskuddet ud af verden, da kassen jo vil blive smækket i hos potentielle långivere.
Det betyder nedskæringer eller højere skatter for befolkningen.
»Derfor kan man sige, at det er et afgørende spørgsmål, hvor stort underskuddet er på statsbudgettet
uden renteudgifter, når et land skal vurdere, om det vil erklæres bankerot eller ej,« konkluderer
Peter Birch Sørensen.

Økonomien reduceret med en fjerdedel
En forringet låneadgang er den højeste pris ved en bankerot, men ikke den eneste.
»Der kan være nogle politiske omkostninger i forhold til internationale samarbejdspartnere, og i det
omfang, der er indenlandske kreditorer, der har finansieret underskuddet, så mister man selvfølgelig
også troværdighed over for dem,« pointerer Peter Birch Sørensen.
Økonomiprofessoren peger desuden på, at det kan spille en rolle, hvem kreditorerne er: »Hvis staten
primært skylder penge til nogle udlændinge uden stemmeret, så er det måske mere fristende at
undlade at betale sin gæld, fordi det går ud over nogen, man alligevel ikke kan bruge som politiske
støtter, i modsætning til långivere med politisk indflydelse indenlandsk. I gamle dage ofte var det
som regel dyr krigsførelse, der sendte stater i betalingsstandsning, men det har ændret sig med
tiden.
»I dag er årsagen typisk en kombination af svag regeringsførelse og store negative stød, eventuelt
kombineret med et svagt fast indtægtsgrundlag,« siger David Dreyer Lassen.
Med stød mener økonomen en væsentlig ændring med betydning for samfundsøkonomien som
eksempelvis finanskrisen.
Tidligere overvismand Peter Birch Sørensen er enig i, at en høj statsgæld langt fra er den eneste
indikator for, hvor tæt et land er på bankerottens rand.
»Man kan ikke sige, at der er en eller anden magisk gældskvote, og så siger erfaringen, at så kan
landet ikke klare det længere,« siger han og uddyber: »Et lands sårbarhed afhænger derimod helt
grundlæggende af dets evne til at opkræve skatter og styre sine offentlige udgifter, og dette
afhænger igen af en lang række forhold som graden af politisk konsensus og effektiviteten af
administrationen og skattesystemet.« Han giver et eksempel med Grækenland og Japan.
»Den japanske gældskvote er større end den græske, men ingen taler om en japansk statsbankerot.
Det er, fordi man ved, at det japanske samfund har en helt anden sammenhængskraft, og at
befolkningen har en meget høj grad af selvdisciplin,« forklarer Peter Birch Sørensen.
Han tilføjer, at det fra et økonomisk synspunkt også er vigtigt, at den private japanske sektor har et
meget stort opsparingsoverskud, så landet kan finansiere hele det indenlandske budgetunderskud via
den indenlandske opsparing.
Så er situationen helt anderledes for Grækenland.
»De har kørt med et dundrende betalingsbalanceunderskud i mange år og har dermed gjort sig
afgørende afhængige af udenlandsk finansiering.
Samtidig er landet meget opsplittet, og det har en lang politisk tradition for, at målet for de politiske
partier er at få magten over statsapparatet og bruge det til fordel for egne vælgere,« fremhæver han.
Markederne snydt
Når Grækenland er kommet så tæt på en statsbankerot, skyldes det efter David Dreyer Lassens
opfattelse imidlertid også dets medlemskab af det europæiske økonomiske samarbejde.
»I den nuværende krise har Grækenland og til dels andre sydeuropæiske lande fået lov at låne for
billigt i den forstand, at markedet har haft en forventning om, at de ville blive hjulpet af
eurolandene.
På den måde har deres gæld fået lov til at vokse ud over deres tilbagebetalingsevne. Hvis
Grækenland ikke havde været medlem af euroen, ville landet have mødt gældsloftet meget
tidligere,« argumenterer han.

Risikovillige kreditorer
Dette er med til at forklare, hvorfor der bliver ved med at være kreditorer selv til lande, der som
Grækenland har en perlerække af statsbankerotter på deres generalieblad.
Selv om der i perioden 1800-2009 har været over 300 statsbankerotter, er de nemlig blevet stadigt
sjældnere.
»I moderne tid har der været ret få statsbankerotter, blandt andet fordi IMF og på sin egen måde
senest EU spiller en stor rolle i at undgå det, hvilket mindsker risikoen ved at låne til lande,«
forklarer David Dreyer Lassen.
Peter Birch Sørensen supplerer: »Der er altid nogle investorer, der er villige til at foretage
højrisikoinvesteringer til høj rente, og der findes stort set ikke risikofri investeringer.
Desuden kan man jo sprede sine investeringer.« De to økonomer er dog enige om, at køb af danske
statsobligationer hører til i den absolut lavrisikable afdeling.
»En dansk statsbankerot ville kræve et stød til vores økonomi af en størrelse, jeg har svært ved at
forestille mig, og det politiske system skulle begynde at fungere meget dårligere, end det har gjort
hidtil,« konstaterer Peter Birch Sørensen, mens David Dreyer Lassen slet og ret finder det »helt
usandsynligt.«.
newton@jp.dk

Vind i poker ved hjælp af spilteori – JP Newton

Spilteori er et enestående alsidigt videnskabeligt værktøj. I datalogers laboratorium anvendes det til alt fra strategier i skak og poker over udvikling af smarte apparater til design af fremtidens elektroniske markeder.

Af Astrid Schou

Spændingen i kasinoet stiger i takt med antallet af jetonstabler midt på det grønne filt for til sidst at blive udløst, da de to pokerspillere afslører deres kort, og den ene med et fuldt hus og et triumferende smil på læben kan indkassere hele puljen.

Taberen kunne imidlertid have undgået sit nederlag, hvis han havde læst datalogiprofessor på Aarhus Universitet Peter Bro Miltersens videnskabelige artikel om vinderstrategier i netop denne specielle variant af Texas holdem poker. ”Vi har beregnet, hvornår man skal satse penge på sin hånd og i givet fald, hvor mange penge, man skal satse. Vi har simpelthen linket artiklen til en stor tabel af instruktioner, så man helt konkret kan tjekke, hvad man skal gøre, hvis man fx sidder med en spar 10 og en klør 9,” forklarer han, idet han dog understreger, at beregningerne kun gælder en helt særlig lille turneringsvariant af spillet.

Dette er muligt, fordi der her er tale om to spillere i et nulsumsspil, dvs. den enes tab svarer til den andens gevinst, og man kan forudsige alle handlinger. Og så fordi Peter Bro Miltersen forsker i spilteori og derfor har indsigt i, hvilket træk der giver det maksimale udbytte i en given (spil)situation.

Professorens tabel er dog ikke nødvendigvis vejen til en sikker sejr, for modspilleren kan jo også have fået fingre i den, og så kan selv det største pokerfjæs ikke hæve vinderchancerne op over 50 procent. ”Det er mere en strategi, der forhindrer dig i at tabe mod smarte modstandere. Hvis du vil vinde i netpoker, skal du i stedet prøve at udnytte svage modstandere,” pointerer Peter Bro Miltersen.

Vinderstrategi for industrien

Uden for kasinoer og spillehaller kan den samme type spilteoretiske analyse, der ligger bag poker-tabellen, dog godt være en vinderstrategi. Det samme ”spil til verifikation af reaktive systemer”, som datalogiprofessoren kalder det, ligger nemlig bag designet af adskillige industrielle masseprodukter og sørger fx for, at mikrobølgeovne ikke går i baglås, når en uerfaren bruger trykker på dens forskellige knapper.

I det hele taget har spilteori vist sig meget anvendeligt, fordi det kan forudsige, hvordan mennesker (som forudsættes at opføre sig fornuftigt) vil agere under bestemte kriterier. Og i en stadig mere digitaliseret verden, hvor stadig flere systemer har såvel en IT- som en menneske-dimension, bliver det mere og mere nyttigt at kunne anvende datalogers indsigt i spilteori i design af systemer, der skal fremme bestemte mål, fremhæver Peter Bro Miltersen og nævner den kommercielle succes Google Adwords som et eksempel.

Googles fiktive bud

Det kan designes med Google som spilmasteren og annoncørerne som spillerne, som gerne vil have annoncer på søgesiderne. Hvis en bruger fx skriver ”ny bil” i søgefeltet, vil nogle bilforhandlere være interesseret i at få en annonce med på siden og de byder på det beløb, de maksimalt vil betale for det. Annoncørerne der byder højest, får så deres annoncer vist.

Fordi Google ved noget om spilteori og dermed noget om, hvordan spillere, dvs. annoncørerne, opfører sig strategisk fornuftigt, kan den designe spillet alt efter, om den gerne vil maksimere sin profit, maksimere annoncørernes profit (hvis den gerne holde på dem) eller noget helt tredje.

Google kan fx opnå en højere profit ved selv at byde ind med en maksimal annoncepris, og hvis der ikke er nogen, der byder over, så viser den bare ikke nogen annoncer på brugerens søgning. Det kan måske lyde mærkeligt, fordi den jo så tvinger nogle andre bud ud. Forklaringen er, at annoncørerne kan have fundet sig til rette i en såkaldt nash-ligevægt, hvor ingen af dem får noget ud af at ændre strategi, indtil Google med sine fiktive bud vælter det hele. På den måde kan Google vha. spilteoretisk analyse undersøge, om annoncørerne er villige til at byde ind med en højere pris.

 

Fakta:

Smarte e-handelssystemer på CFEM

Stadig flere forbrugere foretager deres forretninger over computeren eller smartphonen, og e-handel er blevet et hot forskningsområde. I Danmark har man oprettet et helt forskningscenter til formålet, nemlig CFEM, der støttes af Det Strategiske Forskningsråd.

Her forsker dataloger og økonomer sammen for at finde ud af, hvordan man kan designe systemer til nye avancerede og sikre e-handler. En forhandler vil fx typisk ønske at få designet et system, der viser kundernes maksimale betalingsvillighed for varerne. Denne kan økonomer analysere sig frem til vha. spilteori, og derfor ved de også, hvorfor facit er sådan.

Når der er tale om én vare vel at mærke. Lige så snart systemet skal håndtere blot to varer, bliver det enormt meget mere kompliceret, og datalogerne må give en hjælpende beregningshånd med. Problemet er, at de godt have finde et tilnærmet facit for betalingsvilligheden, men de ved ikke nødvendigvis hvorfor.

Men den viden er meget værdifuld, og man forsker derfor i at kombinere tingene, så man både kan beregne sig frem til et tilnærmet facit og se hvorfor, facittet er sådan. ”Vi supplerer hinanden godt, og det er et rigtig fint eksempel på, at tværfagligt samarbejde rent faktisk virker,” mener datalogiprofessor og partner i CFEM Peter Bro Miltersen.

 

Spilteori studerer valg af optimal adfærd, når omkostningerne og gevinsterne af hver mulighed afhænger af andre individers valg.