Myter om overbefolkning

Da verdens befolkningstal sidste år rundede de syv milliarder, begyndte flere advarselslamper at
blinke. Kan kloden blive ved med at brødføde os, og er der vand og energi nok til alle? Men økonomer
ser ikke så dystert på det. De hæfter sig bl. a. ved, at den globale befolkningstilvækst allerede er
faldende, samt at historien viser, at befolkningspres fremmer teknologiske løsninger.

Befolkningen vil altid have en tendens til at vokse mere end fødevareforsyningen, tordnede den britiske
økonom Thomas Malthus for 200 år siden og skar sit alarmerende budskab ud i pap: Får denne tendens lov
til at slå igennem, vil det medføre en stadig forringet levefod og til sidst hungersnød.
Hans dommedagsprofetier blev i 1968 fulgt op af den amerikanske zoolog Paul Ehrlich, der i sin bog
“Befolkningsbomben” forudsagde massehungersnød mellem 1970 og 1985, og at hundreder af millioner af
mennesker ville sulte til døde i denne periode.
Da verdensborger nummer syv milliard ifølge FN sidste år så dagens lys, markerede det, at verdens
befolkning er mere end fordoblet på 50 år, og med udsigt til, at vi fortsætter med at blive flere mennesker på
Jorden, gav det anledning til igen at rette søgelyset mod foruroligende fremtidsscenarier.
Der vil blive kamp om resurserne, for ikke at tale om hvad det vil føre til, at kinesere, indere og andre
borgere fra turbovækstlande er begyndt at kræve biler, kød og andre vestlige hverdagsgoder. Ifølge
Verdensnaturfonden vil det i dag kræve to og en halv jordklode, hvis hele verdens befolkning skulle nyde en
levestandard som vores.
Lektor i økonomi på Københavns Universitet, Jacob Weisdorf, der forsker i samspillet mellem økonomi og
demografii et historisk lys, ser imidlertid ikke så sort på det. Det er ikke mindst kvinders tendens til at føde
langt færre børn end tidligere, der stemmer økonomen optimistisk på vegne af menneskehedens fremtid.
»Det er blevet dyrere at opfostre børn, og dermed falder fødselstallet,« lyder en af økonomens overordnede
konklusioner.

Centralt i videnskaben
Set gennem demografers briller udkrystalliserer historiens lange linjer sig i den såkaldte “demografiske
transition”, der står helt centralt i den demografiske videnskab.
Første trin i denne overgang er kendetegnet ved en høj fødselsrate og en høj dødelighed.
»Det ligger dybt i menneskets natur at reproducere sig selv, så fødselstallet i de tidlige samfund var højt,
blandt andet fordi man var nødt til at kompensere for en høj børnedødelighed,« forklarer Jacob Weisdorf.
Man kan også se, at vores forfædre i gode tider med mange fødevarer har taget for sig af resurserne og ladet
befolkningen vokse.
»Gik det godt, var der en klar tendens til at konsolidere artens overlevelse,« fortsætter økonomen.
Han tilføjer, at det især blandt jægere og samlere også har spillet en rolle, at man har ønsket at opretholde en
større gruppe, fordi det har givet en vis sikkerhed i kampen om resurserne over for andre grupper.

Fald i dødeligheden
Overgangens andet trin kom i Vesteuropa i kølvandet på industrialiseringen, hvor især medicinske
landvindinger, men også bedre ernæring medførte et markant fald i dødeligheden.
»Det skyldes formentlig også oplysning omkring hygiejne, og man er blandt andet blevet klar over, at man
ikke bør tømme sin toiletspand ud på gaden, men eksempelvis som i Danmark i stedet anvende det som
gødning på markerne,« nævner Jacob Weisdorf.
Faldet i dødeligheden medførte en dramatisk befolkningstilvækst i de fleste vestlige lande, for fødselstallet
blev ved med at være højt i en periode, hvorefter fertiliteten langsomt faldt, indtil fødselsraten omsider
stabiliserede sig på et meget lavere niveau som det afsluttende trin i transitionen. I økonomers optik er det
sidste også det mest interessante trin, fordi der her er tale om et bevidst – økonomisk – valg fra kvindens og
familiens side.

Stigende pris på børn
Både Jacob Weisdorf og demografiekspert professor emeritus Poul Christian Matthiessen peger på den
stigende pris på børn som hovedårsag til faldet i efterspørgslen på dem.
»I de gamle landbrugssamfund kunne børn meget tidligt gå ind og deltage i produktionen. I dag skal de i
vuggestue, børnehave og have uddannelse, og hvis der er mange børn, vil de hæmme kvindens
udfoldelsesmuligheder. Dermed bliver de en omkostning, og så bliver antallet reduceret,« forklarer han.
Befolkningstal fra FN tyder på, at den samme mekanisme i dag gør sig gældende på globalt plan. Her
toppede befolkningstilvæksten i 1970, og siden er fødselstallet ikke kun faldet i samtlige verdensdele, men
det er decideret styrtdykket i en række udviklingslande. For eksempel fik en gennemsnitskvinde fra
Bangladesh 7,0 børn i 1970, men kun 2,3 børn i 2009, mens en colombiansk kvinde i samme periode
gennemsnitligt gik fra at føde 5,3 børn til 2,5 børn.
Ifølge udviklingsøkonom ved Københavns Universitet Thomas Markussen skal faldet især tilskrives den
økonomiske udvikling, og igen er kvindens position helt central. »Det handler meget om, at kvinder har fået
bedre uddannelse og kan tjene mere på arbejdsmarkedet, og så er det dyrere for hende at gå derhjemme og
passe børn,« forklarer udviklingsøkonomen.
Han fremhæver også kvindefrigørelse som en vigtig forklaring: »Kvindernes indflydelse er blevet større, og
det er dem, der bærer omkostningerne ved at få børn. Dette koster ikke bare tid og kræfter, men er også
farligt i mange lande, der har en høj dødsrate i forbindelse med fødsel og graviditet.«.

Tvivl om udviklingen i Afrika
Ikke mindst det “slående fald” i fertilitet i især mange asiatiske, men også tidligere i vestlige lande, får
Thomas Markussen til at se lyst på udviklingen af det globale befolkningstal.
Han betragter dog Afrika, hvor nogle lande stadig har en høj befolkningsvækst, som lidt af en joker.
»Udvikling er det bedste værn mod høj befolkningstæthed, men der er – i hvert fald teoretisk – en risiko for,
at befolkningen i nogle afrikanske lande som for eksempel Uganda vokser så hurtigt, at man ikke kan nå at
hæve velfærdsniveauet over det stadie, hvor der er høj befolkningstilvækst,« påpeger Thomas Markussen.
Han tilføjer dog, at den dynamiske udvikling i Kina og Østasien medfører stadig højere lønninger der,
hvilket på et tidspunkt kan komme Afrika til gode af konkurrencemæssige grunde.
I dag er hele verden – også afrikanere – vidner til den vestlige levestandard, og efter økonomilektor Jacob
Weisdorfs vurdering vil de centralafrikanske lande i løbet af 10-20 år slå ind på det vestlige vækstspor.
»De er formentlig ligesom os interesserede i en høj materiel levestandard, men det kræver, at de skærer ned
på de mange børnefødsler, for ellers vil de simpelthen ikke have råd til børnenes uddannelse,« argumenterer
Jacob Weisdorf.

Teknologiske landvindinger
Økonomernes optimisme er helt i tråd med FN’s nyeste fremskrivninger. De viser, at det globale
befolkningstal vil stabilisere sig på godt 10 milliarder mod slutningen af dette århundrede. Det er væsentlig
lavere end tidligere skøn og tyder på en vis kontrol med situationen, i hvert fald kvantitativt.
For hvad sker der, hvis alle verdens borgere kræver samme del af verdens resurser, som vi har i Vesten?
Allerede i dag skulle der flere kloder til for at klare den situation, og verdens befolkning er stadig voksende,
selv om befolkningstilvæksten er aftagende.
Der var 10 millioner briter, da Malthus udtrykte tvivl om, hvorvidt kloden kunne holde til flere. I dag er der
60 millioner. Paul Ehrlichs bog om befolkningsbomben ramte Jorden, da der levede fire milliarder
mennesker på den. I dag er vi syv, men forfatterens dystre profetier mangler stadig at gå i opfyldelse.
»Dommedagsprofeterne har ikke slået til. Det har vist sig, at det kan lade sig gøre at blive flere,« konstaterer
professor emeritus Poul Christian Matthiessen. »I 1800-tallet beregnede man i London, at hvis der blev ved
med at komme alle de hestekøretøjer, så ville der efterhånden komme hestepærer op i første sals højde. Men
sådan går det ikke, for der kommer ny teknologi.«.

I menneskenes hænder
På den baggrund tror professoren, at man også vil kunne tackle fremtidens behov for resurser, idet han dog
understreger, at klodens skæbne ligger i menneskenes hænder.
»Man skal også huske på, at verden har oplevet en ekstrem høj befolkningstilvækst de sidste 100 år samtidig
med en ekstrem kraftig vækst i levestandarden.
Så historien viser klart, at der ikke er nogen automatik i, at det bliver vældig problematisk at bruge flere
resurser,« supplerer udviklingsøkonom Thomas Markussen, som også fremhæver den teknologiske udvikling
som hovedårsagen.

Pres fremmer innovation
Menneskets evne til at fremskaffe resurser historisk set, gør også økonomilektor Jacob Weisdorf optimistisk
på fremtidige generationers vegne.
Han giver et eksempel.
»Fund af skeletter for lidt over 10.000 år siden tyder på, at mennesker var under et vist pres.
Der er flere våben i fundmaterialet, personerne har generelt flere læsioner i hovedet og knubs på kroppen,
hvilket tyder på flere fysiske kampe end tidligere. Man har også eksempler på, at folk blev lavere, hvilket
kunne tyde på, at fødevareresurserne pr. person var dalende,« fortæller han.
Menneskene stod altså i en situation med knappe resurser, men indså så, at det kunne betale sig at dyrke
jorden og sætte dyrene i en fold i stedet for at leve af bær og nødder og jagt.
»Da man kom under pres, begyndte man altså at gøre ting, som fik fødevarekammeret til at vokse, og som
formentlig har lagt grunden til det, vi i dag kalder landbrug,« siger Jacob Weisdorf.
Selv i mindre trange perioder er der ting, som tyder på, at mennesker har haft en ret god fornemmelse for at
leve i balance med jordens resurser, understreger økonomilektoren.
»I forskningskredse får man mere og mere den opfattelse, at navnlig jæger-samlere havde en ret god
forståelse af, hvor stor en befolkning deres omgivelser kunne brødføde også på længere sigt,« fortsætter han
og konkluderer: »Hvis man ser på udviklingsforløbet i en meget, meget lang tidshorisont, ser man, hvordan
menneskeheden indimellem når grænsen resursemæssigt.
Så træder der en Malthus eller en Ehrlich frem – som nu – og råber vagt i gevær.« Det er efter Jacob
Weisdorfs mening kun godt, for det svarer til den fremsynethed, som nutidige jæger-samlere udviser, når de
holder igen med børnefødslerne for også på længere sigt at kunne leve i harmoni med de få resurser, der er til
stede.
»Men befolkningspres og stigende fødevarepriser kan også medvirke til at stimulere et teknologisk
gennembrud, der igen baner vejen for en større befolkning,« tilføjer Jacob Weisdorf.

DEMOGRAFISK TRANSITION I DANMARK
Trin 1: I begyndelsen er både fødsels-og dødsraten forholdsvis høje.
Trin 2: Fra 1750 begynder dødeligheden imidlertid at gå ned, måske som følge af bedre ernæring og
hygiejne, måske på grund af immunitet over for de værste epidemiske sygdomme. Fertiliteten holder sig på
et højt niveau gennem hele 1800-tallet, og befolkningen vokser kraftigt i denne periode.
Trin 3: I løbet af 1900-tallet falder fødselstallet ganske dramatisk indtil ca.
1985, hvorefter såvel fødsels-som dødsrate er forholdsvis lave.
Kilde: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie.
FN s befolkningsfremskrivning viser, at befolkningstilvæksten er faldende og vil stabilisere sig på godt 10 milliarder mod slutningen
af århundredet. Det skyldes et fertilitetsfald i alle verdensdele i kølvandet på den økonomiske udvikling og
de dermed ledsagende forandringer specielt i kvindens stilling. Effektive præventionsmidler spiller også en
rolle. Den grå kurve viser hovedalternativet, mens den røde og grønne kurve viser udviklingen, hvis der
bliver født 0,5 børn pr. kvinde mere eller mindre. Selv små udsving har altså store følger for
befolkningstallet.
DEMOGRAFISK TRANSITION
Den demografiske transition beskriver overgangen fra høje fødselstal og høje dødstal til lave fødsels-og
dødstal.
Overgangen starter typisk, når et land industrialiseres og består i den korte version af tre trin: > Såvel
fødsels-som dødsrater er høje > Fødselsraten er høj, mens dødsraten er lav > Såvel fødsels-som
dødsraten er lave.
FÆRRE BØRN I UDVIKLINGSLANDENE
Ifølge FN er fertiliteten i udviklingslande gennemsnitligt faldet fra 6 børn pr. kvinde i starten af 60′ erne til
2,6 børn i dag.
Fødselsrate for udvalgte lande, 1970 og 2009.
Bangladesh 1970 7,0 2009 2,3 Columbia 1970 5,3 2009 2,5 Indonesien 1970 5,5 2009 2,4 Jamaica 1970 5,3
2009 2,4 Mexico 1970 4,9 2009 2,3 Thailand 1970 5,5 2009 1,8 Zimbabwe 1970 7,7 2009 3,9 Kilde:
Verdensbanken.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *