Økonomer lovpriser skat på mursten – JP

Flyt skat fra arbejde til mursten. Denne sang i forskellige versioner lyder fra tid til anden fra et nærmest enstemmigt kor af økonomer. Uanset om der er tale om økonomiske vismænd, velfærds- eller produktivitetskommissioner er budskabet det samme, og koret fortsætter ufortøvet den samme melodi, selv om såvel politikere som befolkning forbliver aldeles tonedøve. Paradoksalt nok var de foretrukne skatteobjekter i gamle dage, længe før den første fagøkonom havde set dagens lys, ikke mindst jord og fast ejendom.

 

»Det gik helt galt, da grev Gerhard af Holstein som rigsforstander i 1328 ville opkræve en ekstra sølvskat af de sjællandske bønder. Ifølge krøniken samlede de sig ”med deres tilrøgede og rustne våben” for at protestere. Ved en træfning sydvest for Tåstrup blev mange bønder dræbt af grevens bueskytter, mens andre druknede i åen, og andre igen tog flugten,« fortæller dr. phil. Mikael Venge, der er forfatter til første bind af Dansk Skattehistorie.
Skatter har aldrig været en vindersag hos befolkningen. Ikke desto mindre har de eksisteret siden arilds tid og i det meste af Europa i et godt millennium i form af et egentligt skattevæsen med systematisk opkrævning.
»Starten varierer fra land til land, men generelt gælder, at har du en nationsdannelse, så har du et skattesystem,« fortæller økonomiprofessor emeritus Karl Gunnar Persson ved Københavns Universitet, der er specialist i europæisk økonomisk historie.
For en nation har udgifter til offentlige goder som f. eks. et forsvar, og så var der ingen vej uden om at opkræve skatter, da frivillige skatteindbetalinger heller ikke var et hit i middelalderen.

Jordskatter praktiske
Skatteniveauet lå helt op til starten af 1. verdenskrig på fem-10 procent, måske med en svagt stigende tendens, men først og fremmest med store udsving, fordi lande med særligt krigslystne konger og kejsere bebyrdede deres undersåtter med højere og flere skatter.
Fra starten, mange århundreder før økonomisk teori opstod, var beskatningen tæt knyttet til jorden og bønderne såvel herhjemme som i resten af Europa.
»Det har især praktiske årsager. Fra middelalderen fandtes der jordregistre, dokumenter og domstole, der regulerede agerudbyttet, så staten havde et datagrundlag at beskatte på. Indkomster og løn fandtes der næsten ingen dokumentation for,« forklarer Karl Gunnar Persson.
Ud over jord- og ejendomsskatter havde datidens regenter to andre væsentlige skattekilder, nemlig forbrugsafgifter på f. eks. salt samt told, hvor Øresundstolden er et godt eksempel. Provenuet herfra var dog efter økonomens vurdering i hvert fald i starten knap så betydningsfuldt som jordskatterne.

Skat fra land til by
For godt 100 år siden skete der imidlertid en omkalfatring af hele skattesystemet, så indkomstskatten gradvist blev det bærende element. I Danmark skete det med skattereformen i 1903, der kom i kølvandet på systemskiftet i 1901, hvor partiet Venstre dannede den første regering, der baserede sig på et folketingsflertal.

Venstreregeringen fik gennemført en reform, der tilgodeså deres kernevælgere bønderne. Gamle hartkorns- og bygningsskatter blev erstattet dels af en ny ejendomsværdiskat og dels af en progressiv indkomstskat, formueskat og en skat på lejeværdien af egen bolig, der, som det ligger i navnet, var en skat på den værdi, det har at have sin egen bolig, der svarer til den husleje, man alternativt skulle betale.
Denne boligskat blev fra 1924 suppleret med en grundskyld, som hvilede mindre tungt på de små end på de store landbrug. I modsætning til de gamle hartkornsskatter, der stod i forhold til jordens udbytte, primært korn, var ideen bag grundskylden, at selve værdien af jorden skulle beskattes.
»Skattereformen af 1903 medførte en halvering af det samlede provenu fra ejendomsskatter, og den betød, at folk i byerne kom til at bære en langt større del af skattebyrden,« fortæller tidligere overvismand, økonomiprofessor ved Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen.

Finansiering af velfærdsstaten
Samtidig skulle provenuet ikke længere primært finansiere kongers ambitiøse krigspolitik, men havde og især fik et helt anderledes moderne formål: Det lagde kimen til et økonomisk fundament for velfærdsstaten, som vi kender den i dag:

»Som det helt basale skal provenuet skaffe finansiering til de offentlige udgifter. Derudover vil man på nogle områder gerne via skatter og afgifter påvirke folks adfærd i en samfundsmæssig ønskelig retning, f. eks. dæmpe forbruget af alkohol med giftskatter, og for det tredje vil man også gerne omfordele fra rige til fattige, så de bredeste skuldre kommer til at bære de tungeste byrder,« forklarer Peter Birch Sørensen.

I starten var det højeste trin af indkomstbeskatning på 2,5 procent, men i takt med udbygningen af velfærdsstaten er det steget til over 50 procent.
»Denne kraftige stigning bruges ikke til flere kollektive goder, men derimod til flere velfærdsgoder til den enkelte. Mens forsvaret og krigsmagten historisk set stod for halvdelen af statsudgifterne, så er det velfærdsstaten, der i dag står for ca. halvdelen,« fremhæver Karl Gunnar Persson.

Glad for jordskatter

Som andre økonomer peger Peter Birch Sørensen på, at skatter på jord og fast ejendom har visse fordele frem for indkomstskatter.
»Skat på arbejdsindkomst mindsker tilskyndelsen til at arbejde, ligesom skat på kapitalindkomst mindsker tilskyndelsen til at spare op og investere. Modsat kan man ikke mindske sin skattebyrde, når det gælder jordbeskatningen, fordi den hviler på et uelastisk grundlag: Der er den jord, der nu engang er,« argumenterer han.
Karl Gunnar Persson er enig og finder på den baggrund udviklingen bemærkelsesværdig.
»Det er paradoksalt, at højskattesamfundet trods alt fungerer temmelig godt, ikke mindst når man tænker på, hvor meget indkomstskatter forvrider f.eks. tilskyndelsen til at arbejde,« mener han og medgiver med en latter, at det er lidt nedslående for hans stand, at forskydningen fra ejendomsskatter til indkomstskatter er kommet efter fremkomsten af økonomer, der lovpriser det første. Et faktum på trods af, at boligejerne, lejerne og virksomhederne ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik i 2014 betalte næsten 1,1 milliarder kroner mere i grundskyld end året før.

Globalisering udvander

Der er nu ikke helt tidssammenfald. Allerede den økonomiske liberalismes fader Adam Smith havde et godt øje til jordskatter som en ikke-forvridende skat og pointerede dette i sit hovedværk The Wealth of Nations fra 1776. Med økonomen David Ricardo fik tanken for alvor udbredelse i starten af 1800-tallet. Den mest konsekvente tilhænger af jordværdiskat var dog den amerikanske politiske filosof Henry George, der simpelthen mente, at den skulle erstatte alle andre skattetyper.

Skat på lejeværdi blev fra år 2000 erstattet af ejendomsværdiskatten, som dog efter økonomers mening stadig er for lav i forhold til indkomstbeskatningen. Men tiden arbejder måske for dem. For mens argumenterne om forvridninger og elasticitet tilsyneladende ikke har den store effekt på opinionen, så tager globaliseringen til, og den har tendens til at udvande provenuet fra indkomstskatter.
»Når produktionsfaktorer som især kapital, men også arbejdskraft bliver mere mobile over grænserne, så driver man aktivitet ud af landet med en høj beskatning. Derfor bliver det mere hensigtsmæssigt at lægge større vægt på det immobile skattegrundlag, og det er jo jord og fast ejendom,« argumenterer Peter Birch Sørensen.

 

 

Ifølge økonomiprofessor Peter Birch Sørensen påviser forskningen, at selskabsskatter er de mest forvridende i en åben økonomi som den danske. Med det forbehold, at der kan være udsving fra land til land, er rækkefølgen således:

  • Selskabsskat, ret stærke negative virkninger på investeringer i et land.
  • Høj og stærk progressiv indkomstskat kan også være ret forvridende.
  • Forbrugsskatter, især hvis de er bredt funderede, er noget mindre forvridende, fordi de hviler. på en bred base, og når man bor i et land, så skal man jo også forbruge.
  • Skatter på fast ejendom, meget lidt forvridende.
  • Grundskyld slet ikke forvridende, da mængden af jord er konstant.

 

 

Georgismen

Økonomisk retning efter amerikaneren Henry George (1839-1897), der slog til lyd for, at menneskeheden kollektivt har ejendomsret til jorden. Dvs. alle mennesker må eje det, de selv skaber, men naturresurser, herunder især jord, bør tilhøre alle. En følge af denne tankegang er, at renter, lejeindtægter og andet fra jord, råstoffer og lignende skal tilfalde samfundet.

Herhjemme påvirkede georgismen husmandsbevægelsen, som fik trumfet igennem, at grundskyld i 1924 blev indført til aflastning af andre skatter.

 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *