Politikere skal lære “at nudge “

Reklameindustrien har altid vidst, hvordan man kan bruge
svagheder i den menneskelige natur til at øge en omsætning.
Nu er stater begyndt at gå den i bedene ved at bruge viden fra
den adfærdsøkonomiske forskning til at designe lovgivning til
samfundets og den enkelte persons bedste.

Hvilket medlem af en bogklub har ikke prøvet at få en helt uinteressant “månedens bog” på halsen,
fordi man glemte at afbestille den? Det har nok de fleste, og det har formodentlig netop været
bogklubbens mening med at designe medlemskabet på den måde.
Det var imidlertid aldrig sket for Homo Economicus, den mennesketype, som økonomerne
modellerer deres forskning over, og som er kendetegnet ved sin superrationelle adfærd.
»Der har været en tendens til at anerkende økonomiske modeller efter, hvor rationelle deres agenter
er. På den måde er antagelserne om Homo Economicus’ rationalitet vokset gennem årene, men
almindelige mennesker har ikke gjort samme fremskridt,« kritiserer den amerikanske
økonomiprofessor Richard Thaler, der for nylig var på besøg i København.
Og det er ikke kun “det økonomiske menneskes” rationalitet, som almindelige mennesker har svært
ved at leve op til, men også størrelser som hans viljestyrke, årvågenhed og følelsesmæssige
immunitet.
Richard Thaler har derfor i lighed med en voksende skare af økonomer gennem de seneste 25-30 år
arbejdet med at forfine de økonomiske modeller med indsigter fra især den kognitive psykologi,
hjerneforskningen og eksperimental økonomi, så de mere dækkende kan beskrive menneskers reelle
adfærd.
Ikke alle klassiske økonomer har set med milde øjne på denne “undergravende” gruppe af
adfærdsøkonomer, som Richard Thaler med et glimt i øjet kalder den. Men i takt med at de
traditionelle økonomiske modellers utilstrækkelighed er blevet stadig mere tydelig, har
adfærdsøkonomien vundet indpas, og den endegyldige videnskabelige blåstempling kom, da
nobelprisen i økonomi i 2002 blev givet til to af dens pionerer.

Valgarkitektur
Den akademiske anerkendelse var imidlertid ikke nok for Richard Thaler. Den nye viden, om hvilke
drivfjedre der påvirker den enkeltes adfærd, skulle også bruges til noget konkret. Derfor udgav han i
2009 sammen med sin kollega Cass Sunstein bogen “Nudge : Improving Decisions About Health,
Wealth, and Happiness”. Her forklarer de, hvordan man ved at give folk et puf, et “nudge “, kan få
dem til i højere grad at træffe de beslutninger, de i virkeligheden ønsker, og som er i
samfundsmæssig interesse.
»Det handler om at designe omgivelser og systemer, det, vi kalder valgarkitekturen, så den tager
højde for, at mennesker ikke altid tænker helt rationelt, ikke altid har optimal viljestyrke og kan
være lidt dovne eller uopmærksomme,« uddyber Richard Thaler og gør opmærksom på, at der altid
vil være en valgarkitektur – også selv om den ikke er designet bevidst.
Han nævner pensionsopsparing som et eksempel, hvor nudging har gjort en vigtig forskel. Det var
et problem, at amerikanske lønmodtagere sparede for lidt op til frivillig pension og i hvert fald
mindre, end de selv angiveligt ønskede. Efter devisen: Jeg venter med at gøre noget ved det til
næste år, blev der ikke sparet ret meget op.
Samtidig vidste man fra den adfærdsøkonomiske forskning, at mennesker har en udtalt aversion
mod tab. I modsætning til Homo Economicus, hvis glæde over at vinde 1.000 kroner præcis
matcher hans sorg over at miste 1.000 kroner, bliver gennemsnitsmennesket kun ca. halvt så glad
for at få et beløb, som det bliver ked af at miste den samme sum.
For at “skubbe lidt til” denne gruppe designede man en valgarkitektur, hvor
pensionsindbetalingerne skete automatisk af kommende lønstigninger.
På den måde gik man opsparernes modvilje mod tab i møde: De følte ikke i samme grad, at der blev
taget noget fra dem, og resultatet har også været, at langt flere har sluttet sig til en pensionsordning.
Ifølge Richard Thaler er det et vigtigt element i nudging, at det “bedste” valg også skal være det
nemmeste at træffe.
»Det handler meget om at ramme folk i det kritiske øjeblik, hvor de skal udføre en bestemt
handling,« supplerer Pelle Guldborg Hansen, der er formand for Dansk Nudging Netværk. »Og
nudging kan anvendes inden for alle mulige områder,« tilføjer han.

Sund fornuft
I Amsterdams lufthavn blev rengøringsarbejdet lettere, efter at man havde tegnet en forstørret flue
op i nærheden af urinalets afløb. I en amerikansk skolekantine beholdt man retterne, men ændrede
på placeringen af dem med det resultat, at der blev spist tre gange så mange grøntsager.
Begge eksempler viser, hvordan et lille skub kan fremme en tilsigtet, mere fornuftig adfærd.
Men er der egentlig noget nyt i det? »Nej, der er ikke noget nyt ved nudging,« svarer Richard
Thaler med et bredt smil. »Det er bare common sense, men det er vel ikke en grund til at afvise det.
Nu, hvor forskningen i adfærdsøkonomi har nået en vis modenhed, ville vi imidlertid også gerne
have, at ledende politikere begynder at udnytte disse redskaber, så de i det mindste bliver lige så
gode til det som folk i supermarkeder.« Det er således ikke mindst policy, som resultaterne fra
adfærdsøkonomernes forskning skal bruges til. I den forbindelse introducerer bogen “Nudge ”
begrebet “libertær paternalisme”, en umiddelbart paradoksal ordsammensætning, der peger i retning
af, at borgeren har uindskrænket valgfrihed samtidig med, at han udsættes for statens normer.
Efter Richard Thaler opfattelse har forfatterne imidlertid med dette begreb formået at gøre klart, at
nudge -dagsordenen hviler på en filosofi, der befinder sig hinsides den traditionelle venstre-højre
skala.
»Ingen tvinges til noget, folk har stadig alle valgmuligheder, men de bliver hjulpet til at opnå de
mål, som de selv definerer, men ikke rigtig ved, hvordan de kommer hen til,« argumenterer han.
Men hvis man ikke kan have tillid til, at folk træffer de rette beslutninger for sig selv, hvordan kan
man så have tillid til, at de træffer de rette beslutninger for os andre? »Det er ikke sådan, at ledere
altid ved bedre, men de har adgang til eksperter, som kan hjælpe dem.
Vi har for eksempel advokeret for investeringsstrategien i den pensionsopsparing, som
virksomhederne tilbyder deres ansatte. Det har vi gjort, fordi virksomhederne ved mere om det end
98 procent af medarbejderne,« svarer Richard Thaler.
Tidligere overvismand Torben M. Andersen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet, er positiv
over brug af nudging.
»Danske politikere kan givetvis med fordel anvende nudging på specifikke områder. Det er en
naturlig videreudvikling af og brug af indsigt fra adfærdsøkonomien, selvom nogle af elementerne
er kendt fra marketing. Det kan virke både som signal og information og derfor benyttes til
adfærdsregulering eller påvirkning,« siger han og tilføjer, at han på de “store” områder som f. eks.
sundhed og miljø mere ser det som en støtte til traditionel politik (skatter og regulering) end som et
alternativ.
Dansk potentiale
Hvor er grænserne for nudgingens anvendelsesområde? Kunne det for eksempel have forebygget
finanskrisen, da der findes flere eksempler på irrationelle handlinger i den finansielle sektor? Til en
vis grad, mener den amerikanske økonom.
»For at optage et boliglån i USA skulle du studere 100 sider og skrive under på 30 formularer, som
ingen læste. Efter min opfattelse skulle man i stedet have fået en usb-stick med oplysningerne, som
din computer kunne regne på. Så kunne den have fortalt, hvordan lånet passede til din økonomi, og
om der var ubehageligheder gemt i oplysningerne,« ræsonnerer han.
Når det gælder mulighederne for at nudge os ud af krisen, er han til gengæld mere tøvende.
Richard Thaler er dog ikke i tvivl om, at nudging vil kunne gavne dansk samfundsøkonomi.
»I mange tilfælde vil en udnyttelse af indsigterne fra adfærdsøkonomien gøre politisk ledelse mere
effektiv. Jeg tror, der er et potentiale for en masse små ændringer, som sammenlagt kan give et stort
tal,« vurderer han og nævner gennemtænkte breve til skatteskyldnere som en mulig statslig
indtægtskilde.
newton@jp.dk

EKSEMPLER PÅ NUDGING
Ved at “mærke af” med en flue i urinalerne kan man påvirke, hvor meget, der bliver tisset ved siden
af. Et eksempel ses i lufthavnen i Amsterdam, hvor man ved at tegne en lille flue styrede
træfsikkerheden, så der blev 80 pct. mindre urin at tørre op. Derved kunne man spare på
rengøringsudgiften. I dag kan man både købe urinaler med fluer og særlige klistermærker til
formålet. Der er også mange andre eksotiske versioner af metoden. I Tyskland har man tidligere
givet de trængende mulighed for at sigte efter et mål.
I Storbritanien har man øget organdonation ved f. eks. at få folk til at tage stilling, når de erhverver
et kørekort.
I USA har man stimuleret pensionsopsparingen ved at gøre den til en del af kommende
lønstigninger.
PBS er et nudge , hvor man stimulerer, at folk betaler deres regninger til tiden og undgår rykkere.
Google anvender nudge , når de hjælper søgeren med at finde vej.
I Chigago forsøger man at få folk til at køre langsommere ved at tegne advarselsstregerne stadig
tættere, jo tættere bilisten kommer på et farligt sving. Metoden anvendes også i USA ved at plante
træer med stadig mindre afstand ved indkørslen til byer.
Når slik og fed mad placeres centralt i et supermarked eller i en kantine, øger det salget og
kundernes dårlige madvaner. Omvendt hvis man placerer det sunde mad centralt.
RICHARD THALER
født 1945 Amerikansk økonomiprofessor ved University of Chicago Booth School of Business Har
i mange år forsket i adfærdsøkonomi sammen med nobelprisvinderen Daniel Kahneman.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *