Prisen på en nyfødt – Kristeligt Dagblad

Prisen på en dansker

Velfærdsstaten hænger fint sammen, selv om hver nyfødt dansker i løbet af sit liv netto vil være en underskudsforretning på ca. 488.000 kroner for statskassen. Denne overraskende kendsgerning skyldes, at vi får flest ydelser fra det offentlige i den første del af vores liv kombineret med en arv fra en generøs forældregeneration.

Fra tid til anden popper der historier op i det danske medielandskab af typen: Hver nyfødt dansker koster samfundet 100.000′ er af kroner set over et livsforløb. De efterfølgestypisk af alarmerende konklusioner som: Dansk økonomi bliver mere og mere uholdbar, eller slet og ret: Velfærdsstaten vakler.

Det lyder unægtelig urovækkende, men den gode nyhed er, at tingene hænger sammen på en langt mere positiv måde. Som vismand og økonomiprofessor Claus Thustrup Kreiners kommenterer følgeslutningen om den vaklende velfærdsstat: ”Det er en lidt farligt beregning at lave, fordi den er forkert.” Velfærdsstaten er nemlig ikke nødvendigvis truet, fordi hver dansker lægger mindre i statskassen, end han modtager fra den.

Denne overraskende pointe skyldes kombinationen af to ting: Danskere er dyrest for det offentlige i starten af vores liv, hvor vi går i børnehave og skole, og der har, forenklet sagt, oprindeligt været en generation af danskere, som har betalt for deres børns uddannelse med videre, uden at de selv modtog tilsvarende ydelser betalt af andre.

 

Tidspunktet er afgørende
”Drivkraften er en underliggende arv fra generation til generation, der kører gennem velfærdsstaten,” forklarer Claus Thustrup Kreiner og illustrerer sin pointe med et konstrueret eksempel, hvor såvel inflation som vækst er sat til nul. ”Dine forældre betalte 100.000 kr. i skat om året, da du var barn, og du kostede det offentlige 100.000 kr. for daginstitutioner og uddannelse. 30 år senere er du blevet voksen og betaler selv 100.000 kr. i skat, mens du har fået børn, der koster 100.000 kr.,” siger professoren og opsummerer: ”Du startede altså med en udgift på 100.000 kr., men betaler selv senere 100.000 kr. i skat.”

Så skulle man tro, at det ville gå lige op, så man betaler lige så meget til statskassen, som man får fra den i form af ydelser, hvis man ser det over hele livsforløbet. Det er imidlertid ikke tilfældet, fordi tidspunktet for, hvornår man betaler henholdsvis modtager pengene, er helt afgørende.

Det er nemlig sådan, at man meget hellere vil have en bestemt sum penge, for eksempel 1.000 kroner, i dag end vide, at man får dem om eksempelvis fem år. Det gælder også, selv om vi stadig antager, at væksten og inflationen er nul, og de 1.000 derfor vil have præcis samme købekraft om fem år som nu.

 

Penge senere er dårligere penge

Selve det at stå med pengene i hænderne og kunne bruge dem i dag i sammenligning med først at få dem og kunne bruge dem om fem år, er altså noget, man gerne vil betale ekstra for, faktisk forbløffende meget ekstra for, også selv om købekraften er den samme uanset tidspunkt. Økonomer kalder denne ekstra værdi, som penge har i dag sammenlignet med senere, alene fordi man gerne vil have pengene så tidligt som muligt, for diskonteringsrenten.

”Penge senere er altså dårligere end penge i dag,” sammenfatter Claus Thustrup Kreiner fænomenet og tilføjer: ”Det afspejler sig også i, at man normalt vil få en rente for de penge, man har sat i banken for en lang periode, der er noget større end inflationen”. Renten bliver altså større, fordi den indeholder den ekstra diskonteringsrente, som man får alene for at afgive retten til at bruge pengene med det samme til andre.

På den måde vil samfundsregnskabet for en enkelt nyfødt i 2012 i Claus Thustrup Kreiners konstruerede eksempel ovenfor blive negativt. De 100.000 kroner, som den nyfødte vil komme til at koste det offentlige, vil veje tungere end de 100.000 kroner, som han senere vil betale tilbage i skat, netop fordi disse falder på et senere tidspunkt og derfor, set fra i dag, er mindre værd.

Omvendt vil pengene have samme værdi i et vilkårligt øjebliksbillede, hvor den skattebetalende forældregeneration betaler til børnegenerationens uddannelse, som i vismandens eksempel med de 100.000 kr.

 

Generationsarv

At udgifterne overvejende ligger først i en danskers liv er imidlertid alligevel ikke en tilstrækkelig forklaring, for det ville ikke hænge sammen, hvis alle danskere blev født i dag. For så skulle vi jo ud og låne penge til danskeres udgifter i starten, og det ville være dyrt i renter.

Men vi bliver jo heller ikke alle sammen født i dag, tværtimod er vi i den heldige situation, at pengene er der i forvejen, fordi der oprindeligt har været en generation af danskere, som, lidt forenklet, har betalt for deres børns uddannelse over skatten uden selv at få en uddannelse betalt.

”Den har så selv tabt ved det, men til gengæld gavnet alle efterfølgende generationer,” fastslår Claus Thustrup Kreiner og fortsætter: ”På den måde har vi fået en situation med et øjebliksbillede, hvor der altid er nogle mennesker, der er et stykke henne i livet og betaler for børnegenerationens skolegang og uddannelse. Og et gennemsnit af befolkningen er bidragsydere, for det du har kostet, er jo afholdt og ude af billedet.”

 

Loft på 488.000 kroner

Der er dog grænser for, hvor stort et underskud en nyfødt gennemsnitligt må være, for at velfærdsstaten kan holde sig oprejst.

For de Emmaer´er, William´er og knap 60.000 andre små danskere, der ser dagens lys i 2012, er loftet ifølge vismændenes beregninger 488.000 kr. Så meget må en nyfødt i år altså koste statskassen over hele sit livsforløb, uden at det truer økonomiens holdbarhed.

Og det er faktisk nogenlunde, hvad den nuværende danske befolkning bidrager med samlet set. ”For første gang, siden man startede med at lave den her slags langsigtede beregninger, hænger det sammen. Det skyldes, at vi efterhånden har lavet rigtig mange politiske tiltag i dansk økonomi,” konstaterer Claus Thustrup Kreiner og nævner reformer som velfærdsaftalen, efterlønsaftalen og genopretningspakken.

 

Der er lukket for kommentarer.